Rational choice og policy advice

Den mest interessante artikel jeg har laest meget laenge, om statskundskabsprofessoren de Mesquita og rational choice teori og policy raadgivning:

http://www.goodmagazine.com/section/Features/the_new_nostradamus

Den konservative Bernstein

Nationalbankens direktør Bernstein udtalte sig for nyligt om behovet for en økonomisk opbremsning, og udtrykte sig sådan at vi har brug for flere ledige. De fleste fagøkonomer er enige om at er rigtigt nok, men formuleringen, ja alene det at sige at vi har brug for en økonomisk opbremsning, er blevet betragtet som klodset og ubehjælpsomt - Peter Mogensen skriver fx på sin blog at “kommunikation er en svær ting” og bruger betegnelsen “politisk grotesk og komisk”. Men Bernstein taler ikke til de politiske kommentatorer og knap nok til politikerne. Så vidt jeg kan vurdere det vil han med sin udmelding demonstrere, at han er hvad der i litteraturen kaldes en “konservativ” centralbank-leder. Han taler altså primært til de mange markedsaktører.

Økonomer har længe beskæftiget sig med det problem, at politikere kan føre en kortsigtet økonomisk politik (fx for at vinde valg) der giver mere vækst på kort sigt, men på længere sigt ikke giver højere vækst og samtidig fører til højere inflation. Problemet er at politikerne ønsker lavere arbejdsløshed end det naturlige, strukturelle leje: derfor får de i sidste ende kun mere inflation. Når folkevalgte styrer pengepolitikken fører det derfor ifølge økonomisk teori til højere end optimal inflation i forhold til at have en uafhængig centralbank, der ikke på samme måde kan fristes til at føre kortsigtet ekspansiv finanspolitik. Dette fungerer imidlertid kun hvis centralbanken er hvad Rogoff kaldte “konservativ”, det vil sige lægger større vægt på at bekæmpe inflation ifht. at bekæmpe arbejdsløshed end de folkevalgte - ellers vil de træffe de samme beslutninger. Det er grunden til at vi har uafhængige centralbanker, og det er derfor vigtigt i følge den gældende litteratur at der er tiltro til at en centralbank er “konservativ”.

Inflation handler også om forventninger. Folks og især markedsaktører og arbejdsmarkedets parters forventninger til inflationen er af stor betydning for den faktiske inflation. For eksempel forhandles lønkontrakter med jævne mellemrum idet der tages højde for den forventede inflation, hvorved lønudviklingen, som er påvirket af inflationsforventninger, kommer til at påvirke den faktiske inflation. Når Bernstein går ud og siger at der bør være flere ledighed, er det er stærkt signal om at han er “konservativ” som bankleder og dermed indirekte at han vil forsvare den lave inflation på bekostning af arbejdsløshed. Jeg tror derfor det er meget forkert at tolke hans udmelding som udtryk for dårlige kommunikationsfærdigheder. Tværtimod er de markedssignaler man udsender, der er omkostningsløse, hvad der i spilteorien kaldes “cheap talk”, ikke så meget værd, mens signaler der faktisk er omkostningsfulde, her fordi det går imod den gældende dogmatik og afføder kritik, er langt stærkere signaler fordi de er mere troværdige for markedets aktører. Det er altså markedet Bernstein primært henvender sig til for at dæmpe bekymring om en stigende inflation når konjunkturerne begynder at gå nedad og stigende føde- og råvarepriser begynder at presse prisudviklingen. Jeg kan ikke se at det skulle være klodset og ubehjælpsomt.

Link: http://blog.politiken.dk/mogensen/2008/06/16/bernstein-har-desvaerre-helt-ret/

Fangernes dilemma og samarbejde

Jeg er af og til stødt på den opfattelse, at en fangernes dilemma situation kan overvindes hvis bare man gentager spillet. Det er forkert! En fangernes dilemma situation kan kun give samarbejde i tre tilfælde, og ingen af dem er opfyldt blot spillet gentages - medmindre “gentages” anvendes i en hel bestemt betydning som man må være meget bevidst om.

Fangernes dilemma er navnet på et spil af typen:

to spillere (men kan generaliseres til n spillere), hver følgende to strategier defect / cooperate, med symmetriske payoff. Jeg snuppede en illustration fra wikipedia, men størrelsen af hver gevinst eller tab er ligegyldig, blot der er den samme rangfølge imellem gevinsterne ved forskellige outcomes:

	Prisoner B Stays Silent	Prisoner B Betrays
Prisoner A Stays Silent	Each serves 6 months	Prisoner A: 10 years Prisoner B: goes free
Prisoner A Betrays	Prisoner A: goes free Prisoner B: 10 years	Each serves 5 years

(taget fra det engelske Wikipedia under prisoner’s dilemma indførslen)

Historien der oftest bruges til at give intuitionen i spillet er at to fanger er blevet snuppet, men hvis ingen af dem taler over sig er der ikke beviser til nogen lang fængselsstraf. Hvis en af dem sladrer om den anden får den anden en meget lang fængselsstraf, og som tak, og fordi der stadig ikke vil være ret mange beviser mod den anden, får sladrehanken lov til at gå fri. Når begge sladrer får de begge relativt lange fængselsstraffe. Logikken i spillet er at begge sladrer, fordi det altid vil give den individuelle større gevinst at sladre end at tie uanset hvad den anden gør - at tie stille er en strengt domineret strategi. Imidlertid leder det til en situation der er værre for dem begge end hvis de begge ville tie stille. Individuel rationalitet giver et resultat der ikke svarer til kollektiv rationalitet, som Sandler udtrykte det.

Hvordan kan der opstå samarbejde? I et finit spil med ovenståene matrix kan det ikke ske. Ved backwards induction kan det ses at defect stadig er dominerende i alle runder, fordi det er den dominerende strategi i den sidste runde. Hvis der imidlertid findes flere grader af defection kan samarbejde blive muligt, fx i dette fangernes-dilemma-type spil:

C D1 D2

C 8,8 0,0 1,9

D1 0,0 5,5 0,0

D2 9,1 0,0 3,3

Hvor D1 og D2 svarer til forskellige grader af defection. Det kan først ses, at en “bøde” på 2 nyttepoint for ikke at vælge C ville kunne sikre C,C fordi gevinsten ved D2 så ville være 9-2=7, 7<8 ved C. Det kan ikke lade sig gøre at håndhæve bøder i spillet (i cooperativ spilteori kan det lade sig gøre), men i dette spil fungerer de to forskellige grader af defection som en bøde: hvis man vælger D2 i stedet for D1 giver det et yderligere tab på 2 for begge spillere i ligevægtspunktet. Herved kan man få den situation at truslen om D2 som straf for ikke at spille C de facto svarer til at give en bøde på 2, og det bliver hermed den optimale strategi for spillere at spille C.

I infinitivt gentagne spil kan der også opstå samarbejde. I infinitive spil er der også et infinitivt antal mulige strategier, og det kommer an på de respektive strategier der vælges om samarbejde kan opstå. Ved hjælp af en række computersimulationer undersøgte Axelrod tilbage i firserne hvordan en lang række forskellige strategier klarede sig imod hinanden. Vinderen var den simple tit-for-tat, der lægger ud med C i den første runde og derefter kopierer det modstanderen gjorde, for herefter at spille C igen. Den bliver altså ved med at give den anden spiller en mulighed for at komme ind i C,C ligevægten og straffer kun D i een runde ved selv at spille D. Dette giver situaationer hvor der opstår C,C i rigtig mange tilfælde, men altså afhængig af den anden spillers strategi. Så i infinitivt gentagne spil kan der opstå samarbejde, fordi gentagelserne muliggør at man “straffer” den anden for at spille defect i en runde. Taylor (1987) viser at hvorvidt der opstår samarbejde kan anskues som spørgsmålet om hvor meget spillerne discounter fremtidige payoffs (penge nu er bedre end penge senere, men hvor meget bedre), gevinsten ved at spille C, hvor meget spillerne taber hvis de bliver “suckers”, altså cooperater mens den anden defecter, tabet ved at gå fra C til D svarende til “bøden” omtalt ovenfor.

Den tredje situation hvor samarbejde kan oppebæres er en variant af infinitivt gentagne spil. Hvis spillerne ikke ved hvornår spillet slutter, fx fordi der i hver runde er en vis, men lille, sandsynlighed for at det slutter, giver det anledning til samme dynamikker som i infinitivt gentagne spil. I litteraturen betragtes de derfor normalt som værende infinite spil.

Et kosmopolitisk Europa

Anders Fogh Rasmussen nævnes stadigt oftere som en kandidat til posten som præsident for EU, som Lissabon-traktaten opretter. Han har ry for at være kompetent og pro-europæisk med et succesfuldt roterende EU-formandsskab bag sig. Desuden har han et godt trans-atlantisk forhold og er efter sigende ved at være habil til fransk, ligesom det at komme fra et lille land kan være en fordel, da det ikke forrykker magtbalancen mellem de store. Den væsentligste ulempe siges at være Danmarks undtagelser, som Fogh allerede har meldt klart ud at han agter at sende til folkeafstemning, eller i hvert fald nogle af undtagelserne.

Når det anses for en ulempe at Foghs land ikke er fyldgyldigt EU-medlem skyldes det naturligvis den forventning om at EU bevæger sig mod en fast politisk størrelse med klare spilleregler,  ansvarsområder og så videre. Det er altså en slags anormalitet når lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Irland vælger at stå udenfor dele af samarbejdet. Det er dog værd at bemærke, at det ikke nødvendigvis er den rigtige model for EU, eller den ordning der vil blive realiseret i fremtiden.

I deres bog,  the Cosmopolitan Europe, gør sociologerne Ulrich Beck og Edgar Grande således gældende, at denne stræben efter en europæisk finalitet måske er forkert, og måske ekstra problematisk fordi denne logik i høj grad læner sig op ad den nationalstatslogik med en klart defineret os - de andre, som mange håber EU kan gøre op med. Ifølge Beck og Grande er det muligt i stedet at have et EU med overlappende grænser og forskellige grader af integration. For dem er et Europea i flere hastigheder altså ikke et skræmmebillede, som det ofte er i den offentlige debat, men snarere en måde vi måske kunne indrette EU og Europe på politisk. Ifølge Beck og Grande er den nationalstatslige måde at gribe tingene an og ikke mindst forstå tingene forældet, og EU kan på mange måder bedre karakteriseres som et “imperium” i den forstand at der udøves forskellige grader af magt i forskellige egne, uden at det svarer til den klassiske indenrigs- og udenrigspolitiske skelnen.

Den debat Beck og Grande prøver at knytte an til er altså, at når EU netop ikke er en ny stat i traditionel forstand, så er det kontraproduktivt at prøve at forstå EU som sådan og tvinge en statslig skabelon ned over unionen. I stedet for at se undtagelser som noget i bund og grund uønskværdigt og midlertidigt kunne man se det som udtryk for, at forskellige dele af EU bare har forskellige ønsker til, hvor “tæt” de ønsker at være på EU, og at det er noget EU både kan og bør kunne forholde sig til.Set i denne optik kunne det ligefrem være en fordel at vælge Fogh Rasmussen som EU-præsident, fordi det netop kunne cementere, at det ikke i sig selv er et problem at nogle lande ikke er fuldgyldige medlemmer, men at EU må acceptere og kan håndtere forskellige grader af samarbejde.

Økonomisk vækst som et kollektivt handlingsproblem

De mest gængse teorier om økonomisk vækst identificerer en række variable, for eksempel sikre ejendomsrettigheder og økonomiske friheder, der er positivt korreleret med økonomisk vækst. Dette gøres ud fra statistisk analyse med et stort datamateriale og en lang række variable. Det er selvfølgelig en fornuftig og god måde at analysere vækstens årsager på, men der findes også andre forklaringstyper som er værd at se nærmere på. En af disse er Olsons teori om økonomisk vækst som et kollektivt gode problem.

Et kollektivt gode er kendetegnet ved, at alle kan nyde det så snart det er der, for eksempel gadebelysning og et lands forsvar. Det betyder ofte, at ingen har incitament til at bidrage til finansieringen af det, fordi de vil kunne få gavn af det selvom nogle andre står for at købe det. Denne free-rider problematik antager derfor ofte karakter af det famøse fangernes dilemma, hvor alle spillere har incitamenter til ikke at bidrage, selvom alle ville være bedre stillet hvis de gjorde. Ifølge Olson kan det også være tilfældet med økonomisk vækst: alle vil blive bedre stillet af det, men for at få væksten er nogen nødt til at gøre en indsats, samtidig med at de andre vil kunne få del i væksten uden at gøre noget. Det kunne være at give afkald på velerhvervede rettigheder eller betale for forskellige investeringer i vækstindustrier eller forskning. Resultatet er ofte at der ikke gøres tilstrækkeligt, eller slet ingen ting, for at opnå økonomisk vækst.

Hvis et land skal have økonomisk vækst er det altså - i hvert fald nogle gange - nødvendigt at vigtige interessegrupper bidrager. Det kunne være at arbejdstagerorganisationer er nødt til at acceptere massefyringer, som i de tidligere halvfemsere hvor USA omstillede sig til en økonomi med mindre industri og mange IT-tjenester og dermed opnåede en lang vækstperiode i Clinton-årene, eller at de velstillede er nødt til at acceptere højere inflation end ellers for at bringe økonomien ud af et stagnationsdødvande med en finanspolitisk udvidelse (selvom spørgsmålet om finanspolitik selvfølgelig er mere ømtåleligt og kompliceret end dette). Man kunne derfor forvente at lande, hvor forskellige grupper har lettere ved og tradition for at samarbejde og koordinere deres handlinger, vil have en tendens til højere vækst. Fangernes dilemma problematikker kan netop overvindes af spillerne selv ved gentagne interaktioner og troværdige kontraktindgåelser, ligesom gensidig tillid imellem forskellige interesser, særligt arbejdsmarkedets parter, skulle være gunstigt for økonomisk vækst. Alternativt kan problemet overvindes ved at staten griber ind, for eksempel ved at købe det offentlige gode og kræve pengene ind over skatten, som velfærdsøkonomi viser.

Det lader altså til at statsdirigering og korporatisme i nogle tilfælde kan være gavnligt for økonomien. Det betyder selvfølgelig ikke, at det altid er tilfældet. Olson selv pegede på en anden vigtig forklaring på økonomisk vækst: over tid opstår der i et politisk system stadigt flere organiserede interesser i form af interessegrupper, der kræver “rent”, altså penge fra de andre. Denne uproduktive anvendelse af samfundets resourcer sænker investeringerne, og hæmmer dermed væksten. Denne dobbelthed kan måske forklare, hvorfor både økonomier med høj grad af økonomiske friheder som den amerikanske, og med høj grad af statsstyring som i de nordiske økonomier, i perioder har oplevet høj økonomisk vækst. Nogle gange handler det måske ikke så meget om økonomiens interessegrupper, primært arbejdsmarkedet parter, per se, men mere om hvad de foretager sig og hvor tilbøjelige de er til at bidrage til økonomiske fremgang snarere end free-ride på andres bestræbelser.

Olson (1965) The Logic of Collective Action

Olson (1982) The Rise and Decline of Nations

Hvorfor begår regeringer bommerter?

Det er klart at regeringstiltag altid kan gå galt, enten fordi ideen bare ikke er god, eller fordi implementeringen ikke fungerer, eventuelt selvom ideen var god. Nogle gange går det også rigtig galt, så alle kan se det og ingen vil forsøge at forsvare, endsige påtage sig ansvaret, for et projekt. Et eksempel i en dansk kontekst kunne velsagtens være DR-byen, hvor alt lader til at være gået galt (jeg kender ikke detaljerne så jeg ved ikke hvor rammende eksemplet er).

Hvorfor sker det - hvorfor begår regeringer sådanne store bommerter? Altså ikke fejl eller fejltagelser, men bommerter, hvor alle kan se at det er gået rigtig galt. Jeg havde fornøjelsen af at høre to statskundskabsprofessorers tanker om dette i dag; de er i gang med at skrive en bog om emnet. De mente at kunne identificere en række fællestræk ved regeringernes bommerter: initiativer er ikke blevet ordentligt gennemarbejdet i kabinetmøder, udvalgsmøder, parlamentariske forsamlinger, igennem høringer og ved pilot-ordninger, og regeringen har ikke været lydhør eller åbnet op for kritik for embedsværket og andre kvalificerede aktører, for tilbøjelig til kun at tage de mere optimistiske skøn og meninger i betragtning, og at overvurdere de ikke-målelige gevinster ved projekter, fx prestige ved prestigebyggerier.

Disse problemer skyldes ofte at regeringer enten har en ideologisk dagsorden, der fører til forhastede initiativer og bortfejer kritiske røster (ofte kombineret med en Yes Minister/public choice-lignende mistro overfor embedsapparatet og interessegruppers holdninger), eller at regeringen går i panik og søger hurtige og demonstrérbare løsninger på problemer der er kommet til offentlighedens kendskab igennem pressen. Der er således større risiko for fejltagelser, når regeringer prøver at gøre for meget for hurtigt.

På vej mod et mere stabilt Afrika

Overordnet betragtet går det ikke godt i Afrika, og bedre bliver det ikke af globale miljøforandringer og stigende priser på fødevarer. Der er dog et lyspunkt, som måske over tid kan være kontinentet til stor gavn. Efter europæisk forbillede har den Afrikanske Union vokset sig forholdsvis indflydelsesrig, og de afrikanske statsledere står i stigende grad sammen om at sikre stabilitet, mens der tidligere var en tendens til at skumle statsledere lukkede øjnene for hinandens mindre smukke handlinger. Et godt eksempel er det topmøde en række afrikanske ledere har været til angående situationen efter valget i Zimbabwe:

http://www.berlingske.dk/article/20080413/verden/804130304/

Tilsvarende har den Afrikanske Union fået mere politisk inflydelse, selvom der selvfølgelig er langt igen før det kommer til at kunne gennemføre så vidtrækkende politikker som EU. Denne udvikling understøtter god regeringsførelse og politisk stabilitet, om noget det de fleste afrikanske lande har manglet for at kunne få en gunstig udvikling i gang. Det er klart at processen kan vende, og der er bestemt mange udfordringer der kan trække i den modsatte vej, men der er tegn på at Afrika er på vej mod mere politisk stabilitet.

Mette Frederiksens teser og rigtige og forkerte valg

Hvad gør man når folk træffer forkerte valg? Det er i en vis forstand et af de vigtigste spørgsmål for politisk tænkning, og så vidt jeg kan se også den grundproblematik der ligger bag Mette Frederiksens seneste udmelding. Ideen er at hente Arbejderbevægelsens gamle ‘gør din pligt og kræv din ret’ betragtning frem og betone pligt-aspektet mere: borgerne, danskerne, er ikke bare forbrugere, men har også forpligtelser overfor hinanden. Denne betragtning fører tydeligvis over i solidaritets- og fællesskabstankegangen som står central i Socialdemokraterns ideologiske rødder. Det kan for eksempel ikke nytte noget at danskere ikke sørger for at deres børn får en sund kost, og udover at skade børnene ekspederer en større regning over til det fælles sygehusvæsen. Og det nytter ikke noget at alle giver pokker i miljøet når verden oplever accellererende global opvarmning. Nogle valg er forkerte, og borgerne bør derfor ikke træffe dem. Dette åbner for at nogle, politikerne og statslige institutioner, blander sig og får borgerne til at træffe de rigtige valg.

Det er ofte blevet gjort gældende, måske stærkest og mest berømt af Berlin i Two Concepts of Liberty, at dette rummer kimen til undertrykkelse, fordi det på en eller anden måde må fastsættes hvad der er de rigtige valg og hvad der udgør det gode liv, og hvilke valg der afviger fra det. Derfor søger liberale - det der måske bedre for at undgå begrebsforvirringen imellem amerikanske og europæiske politiske vokabularier kan betegnes libertarianere - at sætte individet fri (som navnet antyder) fra sådanne forpligtelser. Thatcher udtrykte det rammende da hun sagde, at samfundet ikke eksisterer - der er kun indidivider, og de bør have mulighed for at søge lykke som de finder det bedst og træffe præcis de valg, de ønsker. Dette suppleres ofte af en betragtning om at når visse valg er ‘forkerte’ så skyldes det eksistensen af velfærdsstatslige arrangementer der binder folks skæbner sammen, hvor alle ville have gavn af et system hvor alle selv traf valg og alene blev holdt ansvarlig for valgene - uden et offentligt sygehusvæsen ville det for eksempel ikke rigtig give mening at tale om en samfundsforpligtigelse til at undgå at blive ekstremt overvægtig. Desuden bør det ikke nødvendigvis være et mål at minimere antallet af ‘forkerte valg’: folk vælger selv hvad der er “det gode liv” for dem, og træffer selv deres egne valg; og gode eller dårlige, det må i bund og grund være egen sag.

Imidlertid, indvendes det ofte, er det ikke givet at resultatet af ‘forkerte’ valg uden videre kan isoleres til at være folks egen sag. Bestemte typer opvækst øger for eksempel sandsynlighed for at børn kommer ud i kriminalitet, hvilket selvsagt skader andre. Så selvom det er den kriminelles eget ansvar så eksisterer der samfundsmæssige sammenhænge man ikke kommer udenom. Denne adskillelse mellem handling og konsekvens gør at Lockes princip om at individet bør være frit til at gøre alt, der ikke skader andre, kan være mere problematisk end det umiddelbart forekommer. Spørgsmålet om, hvordan man som samfund skal forholde sig til det forhold at individer har det med at træffe “forkerte” valg er derfor uomgængeligt og essentielt ideologisk. Eller som Sartre gjorde til hjørnestenen i sin filosofi: mennesket er dømt til frihed og er derfor nødt til, dømt til, at træffe valg - og således selv et valg om, hvorvidt vi bør fordre rigtige og forkerte valg, eller ej.

At have “forkerte” valg indbefatter en risiko for tyranni og undertrykkelse. Imidlertid kan manglen på rigtige eller forkerte valg indebærer ligeledes en risiko for et samfund der løber af sporet i egoisme og forbrugerisme eller hedonisme, har både ærkekonservative tænkere som Leo Strauss og progressive tænkere som kommunitaristerne gjort gældende. Det er i denne liberalisme-kritik Frederiksen placerer sig ved at fordre forpligtelser såvel som rettigheder, selvom det nødvendigvis implicerer den forestilling om at nogle valg er bedre end andre, at der eksisterer et “godt liv” vi bør orientere samfundet henimod, altså netop det liberale vender sig imod. Hun skriver:

“Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo. På det seneste har vi oplevet danskere, der sætter sig ud over fællesskabet, når Nørrebro bliver raseret, folk går amok i trafikken eller snyder i skat. Tesen bekræfter, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Flere skal yde mere, og pligt kommer før ret!”

Hermed åbnes en politisk dimension, der differentierer Socialdemokraterne fra i hvert fald det liberale/libertarianske eller hvad man måske kunne kalde CEPOS-segmentet af det borgerlige Danmark. Som antydet ovenfor vil tankegangen samtidig finde klangbund hos konservative og mere traditionelle borgerlige, for hvem ‘ret og pligt’ og ‘yde før man skal yde’ bestemt heller ikke ligger fjernt, og ikke deler opfattelsen af at “samfundet ikke eksisterer”, altså at individers egne valg alene kan danne rammen for “det gode livs levelse” i Danmark. Strategisk såvel som ideologisk er det derfor en stærk udmelding: strategisk fordi det kan splitte eller svække den “borgerlige alliance” imellem liberalister, libertarianere, konservative og forskellige nationalsindede, og ideologisk fordi den, set fra et centrum-venstre synspunkt, rammer de udfordringer samfundet i stigende grad står overfor, og som ikke har noget som helst at gøre med økonomi og finanslovsbudgetter. Herved er det muligt at tale politik uden at blive fanget ind af en evindelig skattediskussion eller beløb som regeringen uden problemer kan overtrumfe ved at love flere penge. Obama har haft stor succes med at tale om mere “bløde” ting som håb og troen på et bedre USA. Måske vil det samme kunne fungere for Mette Frederiksen?

http://politiken.dk/politik/article488791.ece

(det ovenstående citat er fra teserne selv på Socialdemokraternes hjemmeside via link på artiklen der henvises til)

De økonomiske effekter af at afskaffe 25-øren

Fra 1. oktober forsvinder 25-øren. Det har Bendt Bendtsen nemlig besluttet.

“25-øren er så lidt værd, at den er blevet en unødig belastning, som banker og detailhandel har bedt sig fri for,” sagde Bendt Bendtsen i aftes til TV 2/NYHEDERNE.

Ifølge Bendt Bendtsen er det meget svært at finde nogen, der er kede af at slippe af med 25-øren.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10977450.html?forside

Nå, men her er altså en der er overmåde ked af at slippe af med 25-øren. Jeg synes det er grundlæggende tåbeligt ikke at have en møntfod der tillader små prisdifferentieringer, fordi det gør det vanskeligt at handle med forskellige varer af lav værdi. Mønten er bestemt ikke værdiløs - jeg tror de fleste ville lægge mærke til hvis fx en chokoladebar kostede 5 i stedet for 5,25. I løbet af et år kommer afrundingen til at indebære forholdsvis store beløb for de fleste danskere. Hvis man fx i 50 tilfælde på et år betaler kontant og kommer af med 50 i stedet for 25 øre fordi 25-øren er blevet udfaset svarer det til en årlig omkostning på 50*25 øre=12,5 krone. Det ville være mange penge at de facto betale for at komme af med 25-øren, der næppe generer ret mange forbrugere nok til at det vil være prisen værd - - så hvordan man end vender og drejer det så indebærer det en omfordeling fra forbruger til detailhandler, når man fjerner 25-øren (medmindre man da ligefrem forventer at profitmaksimerende detailhandlere vil ændre priser nedad når den kære lille mønt bliver afskaffet). Det vil givetvis også have en inflationær effekt når en mønt falder bort, og detailhandlere derfor i stor stil kan forventes at hæve priserne på varer der koster xx,25 til xx,50 osv. Jeg kan ikke erindre nogensinde at have set tal eller beregninger for hvor stor denne effekt er. Det er klart at det ikke kan have den store makroøkonomiske påvirkning, men det ville overraske mig hvis ikke effekten er statistik signifikant. Så afskaffelsen af 25-øren indebærer altså visse - indrømmet, små - tab for forbrugere og samfund, og gevinster for banker og detailhandlen.

The Annual Meeting of the European Public Choice Society afholdes i slutningen af marts

Public Choice er en af de mest indflydelsesrige og, efter min mening, spændende forskningsgrene i nyere samfundsvidenskab. Der er tale om en anvendelse af økonomisk teori, primært mikroteori og økonometri, på en bred vifte af samfundsfaglige problemstillinger der tidligere snarere ville have været sociologers og politologers domæne - der er altså tale om en slags syntese af forskellige forskningsdiscipliner, primært økonomi og statskundskab. De forskellige papers er frit tilgængelige på konferencens hjemmeside:

http://conventus.de/epcs/index.php?page=3970&client=811〈=2138

Et illustrativt eksempel på hvordan økonomisk teori efterhånden anvendes til at give indsigter på en lang række områder er følgende:

Weight-loss dieting behavior
O. Rosin1
1Bar Ilan University, Economics, Ramat Gan (IL)
In light of the widespread phenomena of diet failure and excessive dieting, this paper presents a heoretical economic analysis of the decision-making process on the extent of weight-loss dieting. Our odel explains the frequent yoyo effect of losing and regaining weight. Other predictions of the model re that the extent of dieting is an increasing function of initial body weight and income and a declining unction of the effort exerted in repeated dieting and the social norms concerning ideal weight. We lso offer another reason for the positive association between poverty and obesity and shed light on norectic behavior.