Markedsliberaliseringer og udviklingshjælp

Det er blevet en udbredt tanke de senere år, at den bedste måde at hjælpe de fattige lande på ikke er ved at give traditionel udviklingshjælp der samlet set ikke har imponerende effekt, eller ved at modernisere udviklingshjælpen så den måske kunne få effekt (selvom det sandt for dyden kan være svært!). I stedet foreslår mange, at handelen med tredjeverdenslande må liberaliseres, så de bedre vil kunne afsætte varer på vores markeder.

Det er efterhånden en ganske accepteret opfattelse at handelsliberaliseringer alt andet lige er godt for begge parter, omend bestemte interessegrupper i begge lande vil lide skade. Men jeg er nu alligevel forbeholden overfor denne tro på at handelsliberaliseringer er det helt rigtige svar på udviklingslandenes problemer. Og det virker i hvert fald ganske urealistisk at det skulle kunne stå alene; at handelsbarrierer er det eneste der holder udviklingslandenes vækst tilbage.

Mange udviklingslande har igennem deres status som tidligere kolonier i forvejen nogle af de mest favorable handelsvilkår med EU-lande, senest i Cotinou-aftalen der giver preferentiel adgang til EU-markeder og som WTO har kritiseret skarpt.

Et land som Kina har ikke haft bedre adgang til rige landes markeder end fx afrikanske lande, men har altså en økonomisk vækst der er noget højere! Handel kan altså ikke være den eneste faktor der spiller ind i udviklingspolitik. Institutioner og andre interne faktorer lander altså fortsat til at være den vigtigeste omstændighed der forhindrer vækst i mange udviklingslande.

Læg en kommentar