Den personlige kontakt og vælgermobilisering

Hvordan kan man som politisk parti bedst bruge sine kampagnemidler til at mobilisere sine sikre vælgere, mobilisere de tvivlere der bliver overtalt til at stemme på en, og overtale tvivlere til at stemme på en? Det er den udfordring valgkampagnestrateger står overfor. De har en række redskaber til rådighed, gående fra traditionel face-to-face canvassing, hvor partiaktivister møder vælgerne i øjenhøjde, til telefonopringninger, direct mails og forskellige reklamer.

For at træffe de afgørende valg om, hvordan de begrænsede kampagnemidler bedst anvendes, må man have en ide om, hvor effektive de forskellige metoder er hvad angår de overordnede mål. Den politologiske forskning omkring politisk kommunikation er i vækst, og gør i stigende grad brug af eksperimentielle metoder, som ellers er en underprioriteret forskningsmetode i statskundskaben. Ideen er i grove træk, at man har en kontrolleret intervention, hvis effekt man kan måle, enten ved at have en kontrolgruppe der ikke får interventionen, ved at sammenholde det med en pre- og post-test, eller begge dele. Jeg faldt over en god artikel der ud fra et eksperimentielt design argumenterer for, at mobilisering ved hjælp af canvassing er langt mere effektivt, også cost-effektivt (ud fra beregninger med de estimerede omkostninger ved hver metode), end de nyere mobiliseringsmetoder.

Kort fortalt gennemfører forskerne kontrollerede direct mail udsendelser, telefonopringninger og personlig canvassing til husholdninger i byen New Haven, USA. Alle henvendelserne er partipolitisk neutrale og opfordrer respondenten til at stemme ved det forestående valg. Der foretages forskellige kontrol bl.a. for at de respondenter man får fat i også er dem, der er mest tilbøjelige til at stemme, ligesom det bemærkes at resultatet kunne tænkes at være anerledes hvis henvendelserne var partipolitiske.

Resultatet er bemærkelsesværdigt. Telefonhenvendelserne lader ikke til at have nogen som helst effekt på valgdeltagelsen. Direct mail har en signifikant, men meget lille effekt (.6 procentpoint højere valgdeltagelse). Den personlige kontakt har en endog meget stor effekt (9.8 procentpoint højere valgdeltagelse).

Kilde: Gerber & Green (2000) The American Political Science Review Vol 94 No 3

Leave a Reply