Der lader nu til at være flertal for at genenmføre et register over hvilke kontakter folketingsmedlemmer har med lobbyorganisationer (http://politiken.dk/politik/article476293.ece) Det er en gammel betragtning at politikernes møder med lobbyister i “smoke-filled rooms” har negative konsekvenser, fordi det får politikerne til at følge lobbyisternes snarere end befolkningens interesse. Lobbyismen har fået meget stor opmærksom hed i den politisk-økonomiske litteratur der er vokset frem siden i statskundskaben særligt omkring public choice skolen og Mancur Olsons indflydelsesrige The Logic of Collective Action.
Olson applicerer public good begrebet fra økonomi til statskundskab. Et offentligt gode er kendetegnet ved at når det er der kan alle nyde det, og hvert individ får ikke mindre gavn af det selvom man deler det med andre – eksempler er hæren der forsvarer et land eller gadebelysningen. Det betyder dog at man kan nyde det hvad enten man betaler til det eller ej, så de fleste vil lade være med at bidrage. Det indebærer at offentlige goder oftest bliver underproduceret, medmindre staten griber ind og betaler for det over skattepengene.
Ifølge Olson er lobbyisme et offentligt gode for den gruppe af individer der vil drage gavn af det, således at alle forbrugere for eksempel får gavn af forbrugerbeskyttelseslovgivning, og alle firmaer i en bestemt branche får gavn af lobbyaktivitet til gavn for denne branche fx i form af subsidier eller gavnlig lovgivning. Fordi lobbyaktivitet har karakter af et offentligt gode er der en tendens til at det bliver underproduceret. Nogle grupper er dog bedre organiserede end andre, og vil derfor bedre kunne overkomme de problemer produktionen af et offentligt gode indebærer. Desuden har nogle aktører så store interesser i lobbyaktiviteten at de er villige til at betale for en given mængde selvom ingen andre i gruppen betaler.
Det indebærer, at der ikke behøver være nogen sammenhæng mellem hvor velorganiserede forskellige interessegrupper er, og hvor udbredte og intenst følte de interesser de repræsenterer er. Tværtimod er forskellige strukturelle forhold oftest afgørende for organisationsgraden af interesser.
Problemet med lobbyisme er dermed ikke så meget, at skumle lobbyister har hemmelige møder med politikere, men mere at nogle interesser slet ikke bliver organiserede og dermed artikulerede. Derfor har politikere ikke har ret stærke incitamenter til at disse interesser i betragtning, og får ofte heller ikke informationer om disse interesser, selvom det ud fra en betragtning om hvad der på et eller andet abstrakt plan ville optimere samfundsmæssig nytte ville være hensigtsmæssigt at følge disse interesser mere. For eksempel er alle forbrugere taberne, når der indføres handelsbarrierer, fordi varer bliver dyrere, mens en enkelt industri vinder ved det, men fordi tabet til den enkelte forbruger er beskedent er forbrugerne typisk meget dårligt organiserede. Og fordi hver enkelt forbruger har incitament til ikke at følge ret meget med i hvad der foregår politisk og sjældent er klar over at høje varepriser kan skyldes handelsbarrierer får dette ikke vælgerne tilat stemme på andre partier end de der har indført handelsbarriererne, medmindre handelsbarriererne bliver meget høje så folk ikke kan undgå at opdage, hvad der foregår. Den demokratiske proces er altså ikke i stand til at indfange interesser ligeligt, så organisationsgraden er afgørende for hvor stærke interesser er.
Et register over politikernes kontakter med lobbygrupper kan måske hjælpe på forskellige demokratiske problemer med lobbyisme, specielt fordi lobbyisme i nogen grad fungerer ved at lobbygrupper giver politikere meget selektive, men i reglen mere eller mindre faktuelle informationer der understøtter deres egne interesser. Der kan derfor være en gevinst ved at give politikere incitamenter til at mødes med en bredere kreds af interessenter. Det løser imidlertid ikke det fundamentale problem som er af strukturel karakter - så snart forskelige interesser er organiserede og kan tilbyde politikerne støtte i bytte for støtte, eller gå til pressen og skabe bøvl for politikerne, påvirker de politikernes handlingsincitamenter og skaber en asymmetri mellem hvordan forskellige hensyn vejes imod hinanden i den politiske proces. Det er derfor kanske mere relevant at se på output-siden hvor lovgivning kan være udtryk for en problematisk og urimelig vægtning af hensyn til forskellige interesser. Og her løber vi ind i en ond cirkel, for grunden til at det ikke sker er jo netop, som Olson og andre har demonstreret, at politikerne kan slippe afsted med det; de har i reglen simpelthen ikke incitamenter til at gøre hvad der er samfundsmæssigt set bedst. Med andre ord: selvom der måske kan være gavnlige effekter af et lobbyisme-register så addresserer det ikke det dybereliggende problem med lobbyisme – og det er desværre vanskeligt at se hvordan det ville kunne gøres. Hvis det skal gøres kræver det altså nye ideer til hvordan den politiske output-side kan evalueres kritisk, og oversete interesser kan blive bragt ind i den politiske proces.
Mancur Olson (1971) The Logic Of Collective Action
