Wodin fylder et år

Bloggen har nu været i gang i et år – siden december 2007. Og det blev et godt år, hvor det gennemsnitlige antal læsere i perioder rundede de 15 om dagen. Uden at vide hvad andre danske blogs ellers har vil jeg tillade mig at betragte det som en stor succes.

To tendenser har været tydelige i det forgangne år: der er flest læsere i hverdagene, idet der især i sommerferien var temmelig få der klikkede ind på siden, og enkelte blogindlæg tiltrak sig forholdsvis stor opmærksomhed igennem googles søgefunktion og tegnede sig dermed for langt de fleste ‘hits’. Jeg har forsøgt at skrive et indlæg hver anden uge, men har ikke nået dette mål den seneste tid pga. forskellig travlhed. Det ærgrer mig lidt, men er vel kun naturligt at blogaktiviteten svinger afhængig af hvad der foregår i privatlivet og arbejdslivet. 

Herfra ønskes der et godt nytår til alle læserne (som der glædeligvis efterhånden er kommet nogle af!!)

Økonomisk krise – et par læsetips

Jeg vil lige henlede folks opmærksomhed på en rigtig god side, jeg lige er faldet over: http://www.voxeu.org/  En lang række førende eksperter i international økonomi og politisk økonomi betragter forskellige vigtige forhold i verdensøkonomien, særligt naturligvis den finansiel-økonomiske krise. Blandt bidragsyderne kan nævnes notabiliteter som Persson, Tabellini og Alesina.

Hvad angår den økonomiske krise, har tænketanken Demos udgivet en rigtig god antologi, hvor en række dygtige folk fra hele det politiske spektrum, erhvervsliv og forskermiljøer giver deres bud på hvad der bør gøres og hvad der burde være gjort.

http://www.demos.co.uk/publications/aftertheapocalypse

Mange – blandt andet min historielærer i gymnasiet – har en efter de fleste økonomers fejlslagen opfattelse af at det var Anden Verdenskrig der bragte Depressionen til ende. På den altid glimrende Marginal Revolution behandles de vigtigste teoretiske betragtninger omkring denne fejlopfattelse

http://www.marginalrevolution.com/marginalrevolution/2008/11/what-ended-the.html#comments

Oppositionen leder efter den dimension som splitter de borgerlige

Den nu afdøde politolog William Riker er kommet med flere meget væsentlige bidrag til politologien og dermed også til vores forståelse af hvordan politik og samfundet fungerer. Riker mente at politik var struktureret ud fra dimensioner, som gjorde klart ‘hvem der var sammen med hvem’, og dermed meget ofte afgjorde ikke bare hvordan den politiske konkurrence fandt sted, men også hvem der vandt. Et af Rikers vigtigste og omdiskuterede eksempler på at dimensionalitet er i hans originale forklaring af årsagen til den Amerikanske Borgerkrig.

Ifølge Riker var amerikansk politik op mod borgerkrigen styret af at de nye territorier i Nord-og Midtvesten og Syden havde samme interesse i at sikre en protektionistisk handelspolitik, mens den industrialiserede østkyst havde en interesse i frihandel så de bedre kunne afsætte deres varer på verdensmarkedet. Det var den vigtigste konfliktlinje og afgjorde præsidentvalg, idet styrkeforholdet var sådan at de nye territorier og Syden kunne slå Østkysten. Derfor ledte man længe efter en strategi, der kunne bryde alliancen, og det blev efterhånden klart at der var en anden vigtig brudlinje som var til Østkyststaternes fordel – Syden var for slaveri, men både de nye territorier og Østkysten var modstandere af slaveriet. Derfor kørte Lincoln sin præsidentkampagne på modstand imod slaveriet, og formåede at blive valgt. Ved at indføre en ny dimension i politikken, slaveriet, ændredes de politiske mønstre radikalt og den gamle alliance imellem de nye stater og sydstaterne faldt fra hinanden. Ifølge RIkers læsning var det altså et politisk skaktræk, der førte til at sydstaterne meldte sig ud af unionen.

Rikers betragtninger om politikkens dimensionalitet er generelt meget relevante, og især i en dansk kontekst. Det lykkedes Fogh-regeringen at opnå og beholde magten ved at lave en lignende manøvre. Der havde længe været lagt låg på indvandrerdebatten, ligesom der havde været lagt låg på slaveridebatten i USA, men da en politiker formåede at bringe den i spil førte det til en omkalfrering af det politiske landskab. Førhen havde der – lidt forsimplet, men forsimplinger er nu engang nødvendige for at finde de røde tråde i politik  – været en centrum-venstre dominans der baserede sig på at være for meget velfærd og meget skat, imod en centrum-højre koalition som baserede sig på at være for lavere skat og mindre velfærd. Bemærk at der var og er store uenigheder internt i begge koalitioner (bare det at de borgerlige bestod af Liberale og Konservative!) men disse var ikke centrale, da politikken blev udkæmpet over andre dimensioner. Da indvandrerdimensionen kom i spil deserterede en 10-15 % af vælgerne, fordi de ganske vist gik ind for meget velfærd, men også var imod mere indvandring. Så længe de borgerlige kan holde indvandrerdimensionen fast som det centrale kan de derfor fastholde et komfortabelt flertal, mens centrum-venstre vil kunne få et flertal hvis de kan få bragt velfærdsdimensionen frem som den vigtigste. Det forklarer meget enkelt den måde dansk politik fungerer på: centrum-højre vinder på indvandrerdimensionen og gør alt for at holde den i spil, mens centrum-venstre kan vinde på velfærdsdimensionen og gør alt for at bringe den i spil (senest med Socialdemokraternes kampagne om velfærd i stedet for skattelettelser).

En af Rikers pointer er, at der altid findes latente dimensioner, som bare ikke er rigtig aktiverede. En kunne være EU-dimensionen, som splitter både centrum-højre og centrum-venstre koalitionen, men på en måde så det brede centrum-flertal ikke har en interesse i at fremdrage den. Nej’et til euroen illustrerede dog tydeligt, at EU-dimensionen i hvert fald tidligere splittede de store centrum-partiers og især Socialdemokraternes vælgerskare, så hvis det kunne blive en fast del af dansk indenrigspolitik ligesom indvandrerspørgsmålet er blevet det kunne det have meget store konsekvenser.

Foreløbelig sidder de borgerlige dog – med nød og næppe – på magten. Politik afgøres selvfølgelig ikke kun af dimensionalitet. Almindelig nedslidning, skandaler, karismatiske ledere og så videre har en betydning. Centrum-venstre fløjen har måske en rimelig chance for at overtage magten næste gang, men hvis ikke de kan gøre noget ved at dansk politik domineres af en indvandrerdimension som de borgerlige står stærkt på, så bliver det sandsynligvis undtagen snarere end reglen med socialdemokratisk regering. Oppositionen har brug for at finde den dimension, der kan splitte de borgerlige.

Obamas healthcare-plan og arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer

Harvard-økonomen Mankiw har lavet en interessant analyse af Obamas healthcare-plan. Obama vil indføre en skat på de arbejdsgivere som ikke giver deres ansatte en sygeforsikring. Det amerikanske sygesystem er, selvom det er verdens dyreste, plaget af en lang række problemer. Mankiw påpeger imidlertid at det ikke nødvendigvis er en god løsning at sygeforsikring kører via arbejdsgiverne, i stedet for via den enkelte, og at planen de facto svarer til at lægge skat på de arbejdstagere som ikke får en sygeforsikring via arbejdet.

I Danmark er vi paradoksalt nok godt på vej til at indføre det arbejdsgiverbetalte sygeforsikringssystem, som Mankiw og andre økonomer ellers advarer imod, eftersom private sygeforsikringer for størstepartens vedkommende betales af arbejdsgivere.

http://gregmankiw.blogspot.com/2008/10/taxing-uninsured.html (læg mærke til hans henvisninger til diskussioner omkring arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer)

Politiske og økonomiske grænser

Et meget interessant indlæg fra en George Mason professor:

http://www.tcsdaily.com/article.aspx?id=022406B

Jeg er sådan set ikke enig selvom hans kosmopolitiske ideer er meget sympatiske, for jeg mener ikke at man kan adskille politiske og økonomiske grænser så klart som han gør. For eksempel er det amerikanske skatteydere som skal finansiere politi og andre offentlige goder, så det gør faktisk en forskel for hver borger om pengene går til amerikanere eller udlændinge.

Præsidentvalget, finanskrise, minoritetsstemmer og Bramley-effekten

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig sin afslutning, og det tegner til at blive en tæt affære. Obamas solide forspring er væk, og selvom Obama-kampagnen har langt flere midler og frivillige er McCain stadig med i ræset.

Udviklingen i den amerikanske økonomi som følge af de finansielle problemer er givetvis til fordel for Obama, både fordi Demokraterne traditionelt har stået stærkere på en arbejdsløshedsdagsorden, og fordi McCain åbent har erkendt at økonomi er hans svage side – noget valget af Palin til vicepræsidentkandidat bestemt ikke retter op på. Hvis krisen forværres vil det derfor kunne sikre Obama sejren, og udviklingen i den amerikanske økonomi og verdensøkonomien udgør en vigtig ubekendt i præsidentvalget.

En anden vigtig ubekendt er, i hvor stort omfang Obama på valgdagen formår at mobilisere de sorte og latinamerikanske stemmer, som tidligere har haft meget lav valgdeltagelse og i stort omfang støtter Obama.

En tredje ubekendt er hvor vigtig den såkaldte Bramley effekt bliver. Dette refererer kort sagt til det forhold at Obama er (halvt) sort. Bramley var en borgmesterkandidat i Los Angeles som i alle meningsmålinger havde et solidt flertal, som forsvandt på valgdagen. Det indikerer at mange vælgere føler det er politisk korrekt at sige Bramley, fordi de ikke vil stå ved at race enten bevidst eller ubevidst påvirker deres vælgeradfærd. Hvis erfaringerne fra Los Angeles kan generaliseres, så er tæt løb mellem de to præsidentkandidater i meningsmålingerne i realiteten lig med en McCain-føring.

Tænketanke i dansk politik

I USA foregår meget politikudvikling i tænketanke, imens partierne selv er relativt løse sammenslutninger møntet på det at føre kampagne og være regeringsduelige. Intellektuelle miljøer, fx de neokonservative omkring Bush-administrationen, libertære omkring Reagan-administrationen osv. har derfor fået relativt stor indflydelse på den praktiske politik. I Europe har tænketanke været mindre indflydelsesrige. I England har visse tænketanke godt nok understøttet “New” Labours reformbestræbelser, men i Danmark er det først med CEPOS’ opdukken at tænketanke har fået en vigtig politisk rolle. Det skyldes blandt andet at partiorganisationerne har været store og stærke sammenlignet med USA og derfor selv har kunnet udvikle politik, at andre organisationer og interesser typisk har søgt politisk indflydelse direkte igennem partierne snarere end indirekte igennem meningsdannere i tænketanke, tidskrifter og andre dagsordenspåvirkende miljøer, og at partierne tidligere var bredere og derfor havde “plads” til flere ideer og værdipositioner som kunne støttes og udvikles, end det er tilfældet med nutidens kampagnepartier. 

Der er derfor mange grunde til at forvente at tænketanke vil få større indflydelse i dansk politik. CEPOS’ succes har demonstreret, at tænketanke kan få politisk indflydelse herhjemme, hvis de drives dygtigt nok. Værdipolitiske emner har fået stigende betydning de senere år, og de borgerlige værdier og ideer er blevet mere udbredte. Fogh-regeringen har meget målretet gjort meget ud af at “kulturkampen” skulle være et afgørende element i deres langsigtede  strategi for at gøre Danmark mere borgerligt. Værdipolitiske spørgsmål er et område hvor tænketanke kan have væsentlig betydning, for mens partierne er nødt til at overveje hvad vælgerne mener såvel som det at man gerne vil ændre vælgernes opfattelser kan tænketanke uproblematisk slå til lyd for bestemte ideer, samfundsindretninger og værdier.

I erkendelse af CEPOS’ store succes har centrum-venstre orienterede længe forsøgt at etablere en tænketank der skulle modsvare CEPOS, senest CEVEA som har fået en del medieopmærksomhed. Når en tænketank som CEPOS har formået at etablere sig, få opbygget troværdighed og udøve indflydelse, skyldes det så vidt jeg kan se at de dygtigt har varetaget to opgaver som sponsorerne gladeligt betaler for, 1) at udarbejde notater og rapporter der har kunnet få pressedækning og føre til policy-diskussioner, og 2) at etablere og opretholde netværk (CEPOS-Universitetet og forskellige konferencer) hvilket vil styrke udbredelsen af de ideer som tænketanken forfægter. Gode rapporter kræver dygtige medarbejdere, og etablering af netværk kræver at man kan få fat i vigtige beslutningstagere og de dygtigste unge mennesker.  Centrum-venstrefløjen har for så vidt allerede A4 og AE-rådet til analysearbejde, selvom de oftest viger tilbage fra de mere politiske og værdimæssige diskussioner. Derimod har man kun haft de politiske ungdomsorganisationer hvorigennem hvilke netværk kunne dannes, og da sådanne ofte er lidt tunge at danse med pga. interne magtkampe og det at man får en masse teenagere der i reglen ikke har stor indsigt i politik og økonomi med til alting har det været et problem. Jeg tror derfor at CEVEAs vigtigste eksistensberettigelse, i hvert fald på kort sigt, vil være at kunne danne en troværdig og anerkendt pangdang til CEPOS Universitetet. Deres analyseafdeling ser efter et kig på deres internetside ret svag ud (lille og sikkert dygtige, men meget uerfarne folk), hvilket på længere sigt vil være en stor udfordring. En anden vil være at man har taget udgangspunkt i centrum-venstrefløjen i bred forstand, mens mange succesfulde tænketanke har placeret sig indenfor en mere snæver ideologisk position, fx med udgangspunkt i libertære eller neokonservative ideer. Af samme årsag er der i øvrigt væsentlige spændinger indenfor CEPOS, som i dag rummer både traditionelle borgerlige, libertære og national-konservative positioner.

Kort sagt tror jeg der er grundlag for flere tænketanke i Danmark. Udviklingen i partierne og den stigende betydning af forskellige værdipolitiske og idemæssige problemstillinger har banet vejen for at forskellige intellektuelle miljøer kan få stor politisk betydning (sådan som det var i tiden efter Krigen, hvor de store ideologier og andre tanker og samfundsændringer, fx nulvækst og senere, på den anden fløj, “reaganomics”, havde stor politisk betydning, og velsagtens frem til slutfirserne og afslutningen på den Kolde Krig, hvor de politiske emner i hvert fald i Danmark blev mere traditionelle økonomiske fordelingsspørgsmål og man mistede tiltroen til gennemførligheden af større samfundsændringer). Det er selvfølgelig også vanskeligt at få succes som tænketank, da det kræver at der er troværdighed omkring en, og at man vedvarende producerer noget, analyser og netværksopbygning og -vedligeholdelse, som er værdifuldt for ens samarbejdspartnere.

Dark matter og verdensøkonomien – hvorfor USA måske alligevel ikke har en kæmpe udlandsgæld

 

Blandt økonomer er der stor bekymring for de konsekvenser det på lidt længere sigt vil have at USA har en meget stor udenlandsk gæld. Foreløbelig har udlandet været villig til at stille kapital til rådighed igennem markederne for lånbare midler til at muliggøre et sådant underskud, men mange frygter det kun er et spørgsmål om tid før dette ophører. Det kan føre til en global økonomisk krise af stort omfang.

En nyere litteratur udfordrer dette synspunkt ved at gøre opmærksom på det der kaldes “dark matter” med en reference til fysikken, hvor dark matter betegner det som binder tingene sammen udover tyngdeloven, og som vi ikke umiddelbart observerer eller kan observere. Kort sagt hævdes det at USA ikke har et gældsproblem, fordi de officielle opgørelser ikke tager dette dark matter i betragtning. Ved at korrigere de officielle tal viser det sig at USA faktisk er net kreditor. Det er altså en debat om, hvordan man skal opgøre de internationale lånemarkeder.

Men, indvender nogle, hvorfor bliver folk ved med at låne til USA hvis der virkelig er et sammenbrud på vej, uden at renten på disse lån stiger for at tage en sådan risiko ombord? Og hvis man ser på net foreign assets lader det ikke til at denne er faldet, som man ellers må forvente; hvis den nationale gæld øges må omkostningerne forbundet med at betale renter vel også øges? Men når vi bruger de officielle tal er det ikke tilfældet, og dark matter litteraturen finder derfor at de officielle tal må være opgjort forkert.

Officielle tal betragter underskuddet current account deficit som forandringen i net foreign assets med forskellige tilpasninger for fx kapitalgevinster. Hvis man i stedet kun ser på current account deficit uden sådanne tilpasninger, som i litteraturen om dark matter sammenlignes med potolomæuske epicykler, er der intet underskud. Faktisk er USA efter et sådant mål en netto-udlåner med 600 milliarder dollars udlånt, snarere end 2,5 trillioner dollars gæld! Forskellen imellem de to tal er såkaldt dark matter – vi ved det er der, men vi ved ikke hvad der forårsager det.

Der er tre forklaringer på hvad der forårsager dette dark matter: amerikanske virksomheder har generelt langt mere know-how og kendte mærker end udenlandske konkurrenter hvilket gør deres investeringer ekstra produktive, brugen af dollaren rundt omkring fører til seignorage der ikke medtages ordentligt, og amerikanske værdipapirer opfattes som mere sikre hvorfor verden skal betale et ekstra premium for sikkerheden ved at investere i USA. Disse gevinster skulle have vokset de senere år hvor verdensøkonomien er blevet mere sammenbunden – og det passer med at de officielle tals amerikanske underskud er vokset!

Teorien om dark matter i forhold til den amerikanske gældsudvikling ny, men hvis det er rigtigt er det globale finansielle system ikke i så store vanskeligheder som det ellers lader til, så debatten må siges at have meget stor policy-relevans.

http://www.cid.harvard.edu/cidpublications/darkmatter_051130.pdf

Ferie og feriepenge

Jeg har rygende travlt over sommeren, så bloggen står lidt stille. Jeg håber læserne vil bære over med det. Et enkelt blogindlæg kan det dog blive til:

Nu hvor det er sommer er det tid til at folk beder om at få de penge, de har tjent, udbetalt. Her sigter jeg naturligvis på FERIEPENGENE, og hvis man glemmer det er det bare ærgerligt, så bliver de brugt af staten (til velgørende formål), som man jo ellers ikke skulle synes har noget som helst at gøre med lønudbetalingen fra arbejdsgiver til arbejdstager. Men sådan er virkeligheden som bekendt ikke. Faktisk findes der folk der, ganske vist uden rimelige argumenter, kan finde på at forsvare systemet:

” – Vi ved at mange lønmodtagere gerne vil have feriepengene ud med det samme, så de selv kan administrere dem. siger Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bendt Bøgsted til dr.dk/penge.

– Men vi ved også, at mange har en meget anstrengt økonomi. Og så risikerer feriepengene at ryge i et dybt hul til at betale regninger med. Når så ferien kommer, så er der ingen penge at holde ferie for. Det duer ikke, siger Bent Bøgsted. “http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2008/07/24/120643.htm

Det er da et lettere mystisk argument: det er bedre at folk tager på ferie end at de betaler deres regninger? Hvad er det for noget!! Selvfølgelig skal folk betale deres regninger, og så kan de jo se på om der er råd til ferie bagefter, og ellers må man jo blive hjemme! Man kan jo ikke bare lade vaere med at betale regninger?  Og hvis man endelig skal kigge på de allerlaveste indkomstgrupper der har svært ved at klare de månedlige regninger er det da også dybt problematisk at de først får en del af  indkomssten udbetalt senere, da  de herved får mindre mulighed for at lave “income smoothing” som det oftest kaldes i den økonomiske litteratur, det vil sige have en jævn levestandard over et helt år. I stedet kan man fx – for at sætte eksemplet på spidsen – blive nødt til at tage dyre lån fx ved at overtrække kontoen fordi man er nødt til at betale regninger her og nu mens en del af indkomsten foerst kommer til udbetaling naar politikerne synes det er paa tide at folket gaar paa ferie.

Rational choice og policy advice

Den mest interessante artikel jeg har laest meget laenge, om statskundskabsprofessoren de Mesquita og rational choice teori og policy raadgivning. Kort fortalt er der denne her NYU professor der med en tophemmelig matematisk model har kunnet forudsige 90 % af alle de politiske begivenheder han har undersøgt, og bliver brugt bl.a. af CIA som rådgiver.

http://www.goodmagazine.com/section/Features/the_new_nostradamus