Præsidentvalget, finanskrise, minoritetsstemmer og Bramley-effekten

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig sin afslutning, og det tegner til at blive en tæt affære. Obamas solide forspring er væk, og selvom Obama-kampagnen har langt flere midler og frivillige er McCain stadig med i ræset.

Udviklingen i den amerikanske økonomi som følge af de finansielle problemer er givetvis til fordel for Obama, både fordi Demokraterne traditionelt har stået stærkere på en arbejdsløshedsdagsorden, og fordi McCain åbent har erkendt at økonomi er hans svage side – noget valget af Palin til vicepræsidentkandidat bestemt ikke retter op på. Hvis krisen forværres vil det derfor kunne sikre Obama sejren, og udviklingen i den amerikanske økonomi og verdensøkonomien udgør en vigtig ubekendt i præsidentvalget.

En anden vigtig ubekendt er, i hvor stort omfang Obama på valgdagen formår at mobilisere de sorte og latinamerikanske stemmer, som tidligere har haft meget lav valgdeltagelse og i stort omfang støtter Obama.

En tredje ubekendt er hvor vigtig den såkaldte Bramley effekt bliver. Dette refererer kort sagt til det forhold at Obama er (halvt) sort. Bramley var en borgmesterkandidat i Los Angeles som i alle meningsmålinger havde et solidt flertal, som forsvandt på valgdagen. Det indikerer at mange vælgere føler det er politisk korrekt at sige Bramley, fordi de ikke vil stå ved at race enten bevidst eller ubevidst påvirker deres vælgeradfærd. Hvis erfaringerne fra Los Angeles kan generaliseres, så er tæt løb mellem de to præsidentkandidater i meningsmålingerne i realiteten lig med en McCain-føring.

SFs fremgang og hvordan Downs’ model rent faktisk fungerer i flerpartisystemer

Under Villy Sovndals ledelse har SF langsomt bidt sig fast i haserne paa Socialdemokratiet, og begynder endog at traekke nogle stemmer fra DF og de borgerlige partier. Det billede synes ikke at stemme overens med den maade man normalt taler om politik paa: politiske iagttagere og politikere har laenge talt om noedvendigheden om at vaere midtsoegende for at traekke stemmer, fordi man kun faar overbevist modstandernes vaelgere hvis man placerer sig taet paa dem, dvs. paa den politiske midte. Dette blev foert fremfoert af Downs (1957), som er noget naer det eneste politologiske studie i partipolitik der virkelig har faaet konsekvenser paa det praktiske plan: Downs opstiller en model hvor vaelgere stemmer paa det parti, der er naermest dem i en endimensionelt issue-rum, saa begge partier (han skriver primaert om USA) har incitamenter til at placere sig paa midten (hvis ikke de goer, og det andet parti goer, taber de valget). Altsaa: man vinder i politik ved at vaere midtsoegende, og naar der er taget hoejde for sofavaelgerne er det medianvaelgeren der afgoer valget. 

Men saa simpel er Downs’ historie bare ikke i et flerpartisystem, som Socialdemokraterne er ved at opleve i disse maaneder. For hvor et topartisystem kun har en ligevaegtssituation, hvor begge partier goer det bedste de kan givet hvad de andre partier goer, og ingen har incitamenter til at aendre strategi, naar de fleste modeller for flerpartisystemer frem til en situation uden ligevaegte! Hvis vaelgerne stemmer paa det parti der er taettest paa dem i et endimensionelt rum kan man nemlig ‘klemme’ modstanderen. Hvis SF fx placerer sig lige til ‘venstre’ for S faar alle de stemmer, der ellers ville have overvejet baade S og SF, samtidig med at de saa tilsvarende mister flere til EL. Da befolkningen ikke er uniformt fordelt, men mere klokkeformet-agtigt fordelt omkring den politiske midte, kan det give en samlet gevinst. Hvis alt bliver det samme har SF altsaa vundet ved denne manoevre. Maaske vil EL imidlertid forsoege at rykke mod hoejre og tage stemmer fra SF uden at miste stemmer, da der jo ikke er nogle partier paa deres anden flanke der kan opfange dem (selvom sofaen ogsaa kan inddrages i formelle modeller hvor vaelgere paa yderflojene bliver hjemme hvis ikke der er partier tilstrakkeligt taet paa). Og hvad goer S og R? Pointen er at partier ikke bare kan rykke mod midten, fordi de ogsaa maa overveje deres anden flanke, hvor et ryk mod midten kan give en blottelse. Det ser vi nu med Villy Sovndals fremmarch; hvis S havde haft held til at fravriste midtervaelgere fra V og K havde det maaske vaeret det vaerd, men som det er nu ser det skidt ud for S.

Dette forklarer hvorfor S har mistet stemmer til SF. Det kan forekomme oplagt, men det er vigtigt at forstaa at den Downsianske model som alle implicit taler om naar de snakker om partiernes taktiske placering langs hoejre venstre ikke forudsiger at partier klarer sig godt naar blot de er midtersoegende – der er flere dynamikker i spil i politik. For selvom man kan fravriste modstanderne stemmer mister man samtidig egne stemmer. Dette viser at partier har to maal der ikke altid er forenelige: at vinde regeringsmagten og at blive saa store som mulige. At vaere midtsoegende kan derfor have karakter af et kollektivt handlingsproblem eller endog chicken game for en politisk floj: Flojen har storst vinderchancer hvis et af partierne er centralt og kan fiske i den anden lejr, men lober samtidig en risiko for at de andre partier rykker med mod midten og tager mange af ens stemmer paa den flanke der saa bliver blottet. Alle har interesse i at nogle rykker mod midten, men det er ikke givet at noget parti har klar interesse i at goere det – det forudsatter at der er tilstrakkeligt med midtervalgere man kan fange ind som kompensation hvis ens flojvenner rykker med. Det var tilfaldet for Fogh da han erobrede den politiske midte, men da Thorning provede at gore det samme var valgerne allerede taget af Fogh, og derfor svarere at indfange. Desuden er der givetvis et storre vaelgersegment paa Venstres flanke som kunne indfanges af et K med en skarpere og lidt mere markant borgerlig profil, hvilket kunne tvinge Venstre til at rykke vaek fra midten for at gardere flanken, osv. osv. Samtidig kan der vaere en pris at betale i forhold til baglandet, ligesom man som politiker kan faa mindre personlig nytte af de politikker man kan gennemfoere ifald man vinder, hvilket opvejes mod sandsynligheden for at vinde og faa en ledende rolle saa man kan aendre vigtige ting, hvis man rykker mod midten. Med andre ord: Downs’ model er slet ikke saa simpel i et flerpartisystem, saa det med at rykke mod den politiske midte er ikke uproblematisk. Dette forklarer altsaa SFs fremgang i ren run-bestemte termer. Saa simpel er virkeligheden selvfolgelig ikke, men den spatielle afstand har bestemt stor betydning saa det er efter min mening vaard at betragte indgaende med formelle modeller.