Mette Frederiksens teser og rigtige og forkerte valg

Hvad gør man når folk træffer forkerte valg? Det er i en vis forstand et af de vigtigste spørgsmål for politisk tænkning, og så vidt jeg kan se også den grundproblematik der ligger bag Mette Frederiksens seneste udmelding. Ideen er at hente Arbejderbevægelsens gamle ‘gør din pligt og kræv din ret’ betragtning frem og betone pligt-aspektet mere: borgerne, danskerne, er ikke bare forbrugere, men har også forpligtelser overfor hinanden. Denne betragtning fører tydeligvis over i solidaritets- og fællesskabstankegangen som står central i Socialdemokraterns ideologiske rødder. Det kan for eksempel ikke nytte noget at danskere ikke sørger for at deres børn får en sund kost, og udover at skade børnene ekspederer en større regning over til det fælles sygehusvæsen. Og det nytter ikke noget at alle giver pokker i miljøet når verden oplever accellererende global opvarmning. Nogle valg er forkerte, og borgerne bør derfor ikke træffe dem. Dette åbner for at nogle, politikerne og statslige institutioner, blander sig og får borgerne til at træffe de rigtige valg.

Det er ofte blevet gjort gældende, måske stærkest og mest berømt af Berlin i Two Concepts of Liberty, at dette rummer kimen til undertrykkelse, fordi det på en eller anden måde må fastsættes hvad der er de rigtige valg og hvad der udgør det gode liv, og hvilke valg der afviger fra det. Derfor søger liberale – det der måske bedre for at undgå begrebsforvirringen imellem amerikanske og europæiske politiske vokabularier kan betegnes libertarianere – at sætte individet fri (som navnet antyder) fra sådanne forpligtelser. Thatcher udtrykte det rammende da hun sagde, at samfundet ikke eksisterer – der er kun indidivider, og de bør have mulighed for at søge lykke som de finder det bedst og træffe præcis de valg, de ønsker. Dette suppleres ofte af en betragtning om at når visse valg er ‘forkerte’ så skyldes det eksistensen af velfærdsstatslige arrangementer der binder folks skæbner sammen, hvor alle ville have gavn af et system hvor alle selv traf valg og alene blev holdt ansvarlig for valgene – uden et offentligt sygehusvæsen ville det for eksempel ikke rigtig give mening at tale om en samfundsforpligtigelse til at undgå at blive ekstremt overvægtig. Desuden bør det ikke nødvendigvis være et mål at minimere antallet af ‘forkerte valg’: folk vælger selv hvad der er “det gode liv” for dem, og træffer selv deres egne valg; og gode eller dårlige, det må i bund og grund være egen sag.

Imidlertid, indvendes det ofte, er det ikke givet at resultatet af ‘forkerte’ valg uden videre kan isoleres til at være folks egen sag. Bestemte typer opvækst øger for eksempel sandsynlighed for at børn kommer ud i kriminalitet, hvilket selvsagt skader andre. Så selvom det er den kriminelles eget ansvar så eksisterer der samfundsmæssige sammenhænge man ikke kommer udenom. Denne adskillelse mellem handling og konsekvens gør at Lockes princip om at individet bør være frit til at gøre alt, der ikke skader andre, kan være mere problematisk end det umiddelbart forekommer. Spørgsmålet om, hvordan man som samfund skal forholde sig til det forhold at individer har det med at træffe “forkerte” valg er derfor uomgængeligt og essentielt ideologisk. Eller som Sartre gjorde til hjørnestenen i sin filosofi: mennesket er dømt til frihed og er derfor nødt til, dømt til, at træffe valg – og således selv et valg om, hvorvidt vi bør fordre rigtige og forkerte valg, eller ej.

At have “forkerte” valg indbefatter en risiko for tyranni og undertrykkelse. Imidlertid kan manglen på rigtige eller forkerte valg indebærer ligeledes en risiko for et samfund der løber af sporet i egoisme og forbrugerisme eller hedonisme, har både ærkekonservative tænkere som Leo Strauss og progressive tænkere som kommunitaristerne gjort gældende. Det er i denne liberalisme-kritik Frederiksen placerer sig ved at fordre forpligtelser såvel som rettigheder, selvom det nødvendigvis implicerer den forestilling om at nogle valg er bedre end andre, at der eksisterer et “godt liv” vi bør orientere samfundet henimod, altså netop det liberale vender sig imod. Hun skriver:

“Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo. På det seneste har vi oplevet danskere, der sætter sig ud over fællesskabet, når Nørrebro bliver raseret, folk går amok i trafikken eller snyder i skat. Tesen bekræfter, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Flere skal yde mere, og pligt kommer før ret!”

Hermed åbnes en politisk dimension, der differentierer Socialdemokraterne fra i hvert fald det liberale/libertarianske eller hvad man måske kunne kalde CEPOS-segmentet af det borgerlige Danmark. Som antydet ovenfor vil tankegangen samtidig finde klangbund hos konservative og mere traditionelle borgerlige, for hvem ‘ret og pligt’ og ‘yde før man skal yde’ bestemt heller ikke ligger fjernt, og ikke deler opfattelsen af at “samfundet ikke eksisterer”, altså at individers egne valg alene kan danne rammen for “det gode livs levelse” i Danmark. Strategisk såvel som ideologisk er det derfor en stærk udmelding: strategisk fordi det kan splitte eller svække den “borgerlige alliance” imellem liberalister, libertarianere, konservative og forskellige nationalsindede, og ideologisk fordi den, set fra et centrum-venstre synspunkt, rammer de udfordringer samfundet i stigende grad står overfor, og som ikke har noget som helst at gøre med økonomi og finanslovsbudgetter. Herved er det muligt at tale politik uden at blive fanget ind af en evindelig skattediskussion eller beløb som regeringen uden problemer kan overtrumfe ved at love flere penge. Obama har haft stor succes med at tale om mere “bløde” ting som håb og troen på et bedre USA. Måske vil det samme kunne fungere for Mette Frederiksen?

http://politiken.dk/politik/article488791.ece

(det ovenstående citat er fra teserne selv på Socialdemokraternes hjemmeside via link på artiklen der henvises til)

Et problem hos Rawls

Der er en absolut glimrende debat om Rawls ovre på Marginal Revolution http://www.marginalrevolution.com/marginalrevolution/2008/03/why-i-am-not-a.html . Rawls’ største problem, som jeg ser det, er at når der er tale om retfærdighed er det dybest set et moralsk spørgsmål. Individers valg bag et “veil of ignorance” bunder eller kan bunde i sandsynlighedsberegninger og risikoprofiler ligevel som altruistiske betragtninger. Det virker forkert at have et teoriapparat hvor retfærdighedsbetragtninger ikke er afskåret fra risici og sandsynlighed, og afgøres af det enkelte subjekts præferencer givet at vedkommende ikke kender sin egen position i samfundet (dette blev så vidt jeg er orienteret først fremført af Arrows da han kritiserede anvendelsen af von Neumann-Morgenstern utility indices i normativ analyse af samfundsmæssige forhold). Men moralitet må på en eller anden måde have en universel tildragelse. Hermed lider Rawls’ forsøg på at knytte an til Kant skibbrud, og Rawls’ opstilling kommer dermed til at basere sig på en adskillelse af moralhensyn og retfærdighedsbegrebet som efter min opfattelse er temmelig problematisk: Rawls’ forsøg på at opstille en bedre begrebsdannelse for retfærdighed ender herved med at tømme begrebet for indhold!