Rational choice og policy advice

Den mest interessante artikel jeg har laest meget laenge, om statskundskabsprofessoren de Mesquita og rational choice teori og policy raadgivning. Kort fortalt er der denne her NYU professor der med en tophemmelig matematisk model har kunnet forudsige 90 % af alle de politiske begivenheder han har undersøgt, og bliver brugt bl.a. af CIA som rådgiver.

http://www.goodmagazine.com/section/Features/the_new_nostradamus

Den konservative Bernstein

Nationalbankens direktør Bernstein udtalte sig for nyligt om behovet for en økonomisk opbremsning, og udtrykte sig sådan at vi har brug for flere ledige. De fleste fagøkonomer er enige om at er rigtigt nok, men formuleringen, ja alene det at sige at vi har brug for en økonomisk opbremsning, er blevet betragtet som klodset og ubehjælpsomt – Peter Mogensen skriver fx på sin blog at “kommunikation er en svær ting” og bruger betegnelsen “politisk grotesk og komisk”. Men Bernstein taler ikke til de politiske kommentatorer og knap nok til politikerne. Så vidt jeg kan vurdere det vil han med sin udmelding demonstrere, at han er hvad der i litteraturen kaldes en “konservativ” centralbank-leder. Han taler altså primært til de mange markedsaktører.

Økonomer har længe beskæftiget sig med det problem, at politikere kan føre en kortsigtet økonomisk politik (fx for at vinde valg) der giver mere vækst på kort sigt, men på længere sigt ikke giver højere vækst og samtidig fører til højere inflation. Problemet er at politikerne ønsker lavere arbejdsløshed end det naturlige, strukturelle leje: derfor får de i sidste ende kun mere inflation. Når folkevalgte styrer pengepolitikken fører det derfor ifølge økonomisk teori til højere end optimal inflation i forhold til at have en uafhængig centralbank, der ikke på samme måde kan fristes til at føre kortsigtet ekspansiv finanspolitik. Dette fungerer imidlertid kun hvis centralbanken er hvad Rogoff kaldte “konservativ”, det vil sige lægger større vægt på at bekæmpe inflation ifht. at bekæmpe arbejdsløshed end de folkevalgte – ellers vil de træffe de samme beslutninger. Det er grunden til at vi har uafhængige centralbanker, og det er derfor vigtigt i følge den gældende litteratur at der er tiltro til at en centralbank er “konservativ”.

Inflation handler også om forventninger. Folks og især markedsaktører og arbejdsmarkedets parters forventninger til inflationen er af stor betydning for den faktiske inflation. For eksempel forhandles lønkontrakter med jævne mellemrum idet der tages højde for den forventede inflation, hvorved lønudviklingen, som er påvirket af inflationsforventninger, kommer til at påvirke den faktiske inflation. Når Bernstein går ud og siger at der bør være flere ledighed, er det er stærkt signal om at han er “konservativ” som bankleder og dermed indirekte at han vil forsvare den lave inflation på bekostning af arbejdsløshed. Jeg tror derfor det er meget forkert at tolke hans udmelding som udtryk for dårlige kommunikationsfærdigheder. Tværtimod er de markedssignaler man udsender, der er omkostningsløse, hvad der i spilteorien kaldes “cheap talk”, ikke så meget værd, mens signaler der faktisk er omkostningsfulde, her fordi det går imod den gældende dogmatik og afføder kritik, er langt stærkere signaler fordi de er mere troværdige for markedets aktører. Det er altså markedet Bernstein primært henvender sig til for at dæmpe bekymring om en stigende inflation når konjunkturerne begynder at gå nedad og stigende føde- og råvarepriser begynder at presse prisudviklingen. Jeg kan ikke se at det skulle være klodset og ubehjælpsomt.

Link: http://blog.politiken.dk/mogensen/2008/06/16/bernstein-har-desvaerre-helt-ret/

Fangernes dilemma og samarbejde

Jeg er af og til stødt på den opfattelse, at en fangernes dilemma situation kan overvindes hvis bare man gentager spillet. Det er forkert! En fangernes dilemma situation kan kun give samarbejde i tre tilfælde, og ingen af dem er opfyldt blot spillet gentages – medmindre “gentages” anvendes i en hel bestemt betydning som man må være meget bevidst om.

Fangernes dilemma er navnet på et spil af typen:

to spillere (men kan generaliseres til n spillere), hver følgende to strategier defect / cooperate, med symmetriske payoff. Jeg snuppede en illustration fra wikipedia, men størrelsen af hver gevinst eller tab er ligegyldig, blot der er den samme rangfølge imellem gevinsterne ved forskellige outcomes:

	Prisoner B Stays Silent	Prisoner B Betrays
Prisoner A Stays Silent	Each serves 6 months	Prisoner A: 10 years Prisoner B: goes free
Prisoner A Betrays	Prisoner A: goes free Prisoner B: 10 years	Each serves 5 years

(taget fra det engelske Wikipedia under prisoner’s dilemma indførslen)

Historien der oftest bruges til at give intuitionen i spillet er at to fanger er blevet snuppet, men hvis ingen af dem taler over sig er der ikke beviser til nogen lang fængselsstraf. Hvis en af dem sladrer om den anden får den anden en meget lang fængselsstraf, og som tak, og fordi der stadig ikke vil være ret mange beviser mod den anden, får sladrehanken lov til at gå fri. Når begge sladrer får de begge relativt lange fængselsstraffe. Logikken i spillet er at begge sladrer, fordi det altid vil give den individuelle større gevinst at sladre end at tie uanset hvad den anden gør – at tie stille er en strengt domineret strategi. Imidlertid leder det til en situation der er værre for dem begge end hvis de begge ville tie stille. Individuel rationalitet giver et resultat der ikke svarer til kollektiv rationalitet, som Sandler udtrykte det.

Hvordan kan der opstå samarbejde? I et finit spil med ovenståene matrix kan det ikke ske. Ved backwards induction kan det ses at defect stadig er dominerende i alle runder, fordi det er den dominerende strategi i den sidste runde. Hvis der imidlertid findes flere grader af defection kan samarbejde blive muligt, fx i dette fangernes-dilemma-type spil:

         C  D1 D2

C     8,8 0,0 1,9

D1   0,0 5,5 0,0

D2   9,1 0,0 3,3

Hvor D1 og D2 svarer til forskellige grader af defection. Det kan først ses, at en “bøde” på 2 nyttepoint for ikke at vælge C ville kunne sikre C,C fordi gevinsten ved D2 så ville være 9-2=7, 7<8 ved C. Det kan ikke lade sig gøre at håndhæve bøder i spillet (i cooperativ spilteori kan det lade sig gøre), men i dette spil fungerer de to forskellige grader af defection som en bøde: hvis man vælger D2 i stedet for D1 giver det et yderligere tab på 2 for begge spillere i ligevægtspunktet. Herved kan man få den situation at truslen om D2 som straf for ikke at spille C de facto svarer til at give en bøde på 2, og det bliver hermed den optimale strategi for spillere at spille C.

I infinitivt gentagne spil kan der også opstå samarbejde. I infinitive spil er der også et infinitivt antal mulige strategier, og det kommer an på de respektive strategier der vælges om samarbejde kan opstå. Ved hjælp af en række computersimulationer undersøgte Axelrod tilbage i firserne hvordan en lang række forskellige strategier klarede sig imod hinanden. Vinderen var den simple tit-for-tat, der lægger ud med C i den første runde og derefter kopierer det modstanderen gjorde, for herefter at spille C igen. Den bliver altså ved med at give den anden spiller en mulighed for at komme ind i C,C ligevægten og straffer kun D i een runde ved selv at spille D. Dette giver situaationer hvor der opstår C,C i rigtig mange tilfælde, men altså afhængig af den anden spillers strategi. Så i infinitivt gentagne spil kan der opstå samarbejde, fordi gentagelserne muliggør at man “straffer” den anden for at spille defect i en runde. Taylor (1987) viser at hvorvidt der opstår samarbejde kan anskues som spørgsmålet om hvor meget spillerne discounter fremtidige payoffs (penge nu er bedre end penge senere, men hvor meget bedre), gevinsten ved at spille C, hvor meget spillerne taber hvis de bliver “suckers”, altså cooperater mens den anden defecter, tabet ved at gå fra C til D svarende til “bøden” omtalt ovenfor.

Den tredje situation hvor samarbejde kan oppebæres er en variant af infinitivt gentagne spil. Hvis spillerne ikke ved hvornår spillet slutter, fx fordi der i hver runde er en vis, men lille, sandsynlighed for at det slutter, giver det anledning til samme dynamikker som i infinitivt gentagne spil. I litteraturen betragtes de derfor normalt som værende infinite spil.