Mette Frederiksens teser og rigtige og forkerte valg

Hvad gør man når folk træffer forkerte valg? Det er i en vis forstand et af de vigtigste spørgsmål for politisk tænkning, og så vidt jeg kan se også den grundproblematik der ligger bag Mette Frederiksens seneste udmelding. Ideen er at hente Arbejderbevægelsens gamle ‘gør din pligt og kræv din ret’ betragtning frem og betone pligt-aspektet mere: borgerne, danskerne, er ikke bare forbrugere, men har også forpligtelser overfor hinanden. Denne betragtning fører tydeligvis over i solidaritets- og fællesskabstankegangen som står central i Socialdemokraterns ideologiske rødder. Det kan for eksempel ikke nytte noget at danskere ikke sørger for at deres børn får en sund kost, og udover at skade børnene ekspederer en større regning over til det fælles sygehusvæsen. Og det nytter ikke noget at alle giver pokker i miljøet når verden oplever accellererende global opvarmning. Nogle valg er forkerte, og borgerne bør derfor ikke træffe dem. Dette åbner for at nogle, politikerne og statslige institutioner, blander sig og får borgerne til at træffe de rigtige valg.

Det er ofte blevet gjort gældende, måske stærkest og mest berømt af Berlin i Two Concepts of Liberty, at dette rummer kimen til undertrykkelse, fordi det på en eller anden måde må fastsættes hvad der er de rigtige valg og hvad der udgør det gode liv, og hvilke valg der afviger fra det. Derfor søger liberale – det der måske bedre for at undgå begrebsforvirringen imellem amerikanske og europæiske politiske vokabularier kan betegnes libertarianere – at sætte individet fri (som navnet antyder) fra sådanne forpligtelser. Thatcher udtrykte det rammende da hun sagde, at samfundet ikke eksisterer – der er kun indidivider, og de bør have mulighed for at søge lykke som de finder det bedst og træffe præcis de valg, de ønsker. Dette suppleres ofte af en betragtning om at når visse valg er ‘forkerte’ så skyldes det eksistensen af velfærdsstatslige arrangementer der binder folks skæbner sammen, hvor alle ville have gavn af et system hvor alle selv traf valg og alene blev holdt ansvarlig for valgene – uden et offentligt sygehusvæsen ville det for eksempel ikke rigtig give mening at tale om en samfundsforpligtigelse til at undgå at blive ekstremt overvægtig. Desuden bør det ikke nødvendigvis være et mål at minimere antallet af ‘forkerte valg’: folk vælger selv hvad der er “det gode liv” for dem, og træffer selv deres egne valg; og gode eller dårlige, det må i bund og grund være egen sag.

Imidlertid, indvendes det ofte, er det ikke givet at resultatet af ‘forkerte’ valg uden videre kan isoleres til at være folks egen sag. Bestemte typer opvækst øger for eksempel sandsynlighed for at børn kommer ud i kriminalitet, hvilket selvsagt skader andre. Så selvom det er den kriminelles eget ansvar så eksisterer der samfundsmæssige sammenhænge man ikke kommer udenom. Denne adskillelse mellem handling og konsekvens gør at Lockes princip om at individet bør være frit til at gøre alt, der ikke skader andre, kan være mere problematisk end det umiddelbart forekommer. Spørgsmålet om, hvordan man som samfund skal forholde sig til det forhold at individer har det med at træffe “forkerte” valg er derfor uomgængeligt og essentielt ideologisk. Eller som Sartre gjorde til hjørnestenen i sin filosofi: mennesket er dømt til frihed og er derfor nødt til, dømt til, at træffe valg – og således selv et valg om, hvorvidt vi bør fordre rigtige og forkerte valg, eller ej.

At have “forkerte” valg indbefatter en risiko for tyranni og undertrykkelse. Imidlertid kan manglen på rigtige eller forkerte valg indebærer ligeledes en risiko for et samfund der løber af sporet i egoisme og forbrugerisme eller hedonisme, har både ærkekonservative tænkere som Leo Strauss og progressive tænkere som kommunitaristerne gjort gældende. Det er i denne liberalisme-kritik Frederiksen placerer sig ved at fordre forpligtelser såvel som rettigheder, selvom det nødvendigvis implicerer den forestilling om at nogle valg er bedre end andre, at der eksisterer et “godt liv” vi bør orientere samfundet henimod, altså netop det liberale vender sig imod. Hun skriver:

“Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo. På det seneste har vi oplevet danskere, der sætter sig ud over fællesskabet, når Nørrebro bliver raseret, folk går amok i trafikken eller snyder i skat. Tesen bekræfter, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Flere skal yde mere, og pligt kommer før ret!”

Hermed åbnes en politisk dimension, der differentierer Socialdemokraterne fra i hvert fald det liberale/libertarianske eller hvad man måske kunne kalde CEPOS-segmentet af det borgerlige Danmark. Som antydet ovenfor vil tankegangen samtidig finde klangbund hos konservative og mere traditionelle borgerlige, for hvem ‘ret og pligt’ og ‘yde før man skal yde’ bestemt heller ikke ligger fjernt, og ikke deler opfattelsen af at “samfundet ikke eksisterer”, altså at individers egne valg alene kan danne rammen for “det gode livs levelse” i Danmark. Strategisk såvel som ideologisk er det derfor en stærk udmelding: strategisk fordi det kan splitte eller svække den “borgerlige alliance” imellem liberalister, libertarianere, konservative og forskellige nationalsindede, og ideologisk fordi den, set fra et centrum-venstre synspunkt, rammer de udfordringer samfundet i stigende grad står overfor, og som ikke har noget som helst at gøre med økonomi og finanslovsbudgetter. Herved er det muligt at tale politik uden at blive fanget ind af en evindelig skattediskussion eller beløb som regeringen uden problemer kan overtrumfe ved at love flere penge. Obama har haft stor succes med at tale om mere “bløde” ting som håb og troen på et bedre USA. Måske vil det samme kunne fungere for Mette Frederiksen?

http://politiken.dk/politik/article488791.ece

(det ovenstående citat er fra teserne selv på Socialdemokraternes hjemmeside via link på artiklen der henvises til)

De økonomiske effekter af at afskaffe 25-øren

Fra 1. oktober forsvinder 25-øren. Det har Bendt Bendtsen nemlig besluttet.

“25-øren er så lidt værd, at den er blevet en unødig belastning, som banker og detailhandel har bedt sig fri for,” sagde Bendt Bendtsen i aftes til TV 2/NYHEDERNE.

Ifølge Bendt Bendtsen er det meget svært at finde nogen, der er kede af at slippe af med 25-øren.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10977450.html?forside

Nå, men her er altså en der er overmåde ked af at slippe af med 25-øren. Jeg synes det er grundlæggende tåbeligt ikke at have en møntfod der tillader små prisdifferentieringer, fordi det gør det vanskeligt at handle med forskellige varer af lav værdi. Mønten er bestemt ikke værdiløs – jeg tror de fleste ville lægge mærke til hvis fx en chokoladebar kostede 5 i stedet for 5,25. I løbet af et år kommer afrundingen til at indebære forholdsvis store beløb for de fleste danskere. Hvis man fx i 50 tilfælde på et år betaler kontant og kommer af med 50 i stedet for 25 øre fordi 25-øren er blevet udfaset svarer det til en årlig omkostning på 50*25 øre=12,5 krone. Det ville være mange penge at de facto betale for at komme af med 25-øren, der næppe generer ret mange forbrugere nok til at det vil være prisen værd – – så hvordan man end vender og drejer det så indebærer det en omfordeling fra forbruger til detailhandler, når man fjerner 25-øren (medmindre man da ligefrem forventer at profitmaksimerende detailhandlere vil ændre priser nedad når den kære lille mønt bliver afskaffet). Det vil givetvis også have en inflationær effekt når en mønt falder bort, og detailhandlere derfor i stor stil kan forventes at hæve priserne på varer der koster xx,25 til xx,50 osv. Jeg kan ikke erindre nogensinde at have set tal eller beregninger for hvor stor denne effekt er. Det er klart at det ikke kan have den store makroøkonomiske påvirkning, men det ville overraske mig hvis ikke effekten er statistik signifikant. Så afskaffelsen af 25-øren indebærer altså visse – indrømmet, små – tab for forbrugere og samfund, og gevinster for banker og detailhandlen.

The Annual Meeting of the European Public Choice Society afholdes i slutningen af marts

Public Choice er en af de mest indflydelsesrige og, efter min mening, spændende forskningsgrene i nyere samfundsvidenskab. Der er tale om en anvendelse af økonomisk teori, primært mikroteori og økonometri, på en bred vifte af samfundsfaglige problemstillinger der tidligere snarere ville have været sociologers og politologers domæne – der er altså tale om en slags syntese af forskellige forskningsdiscipliner, primært økonomi og statskundskab. De forskellige papers er frit tilgængelige på konferencens hjemmeside:

http://conventus.de/epcs/index.php?page=3970&client=811〈=2138

Et illustrativt eksempel på hvordan økonomisk teori efterhånden anvendes til at give indsigter på en lang række områder er følgende:

Weight-loss dieting behavior
O. Rosin1
1Bar Ilan University, Economics, Ramat Gan (IL)
In light of the widespread phenomena of diet failure and excessive dieting, this paper presents a heoretical economic analysis of the decision-making process on the extent of weight-loss dieting. Our odel explains the frequent yoyo effect of losing and regaining weight. Other predictions of the model re that the extent of dieting is an increasing function of initial body weight and income and a declining unction of the effort exerted in repeated dieting and the social norms concerning ideal weight. We lso offer another reason for the positive association between poverty and obesity and shed light on norectic behavior.

SFs fremgang og hvordan Downs’ model rent faktisk fungerer i flerpartisystemer

Under Villy Sovndals ledelse har SF langsomt bidt sig fast i haserne paa Socialdemokratiet, og begynder endog at traekke nogle stemmer fra DF og de borgerlige partier. Det billede synes ikke at stemme overens med den maade man normalt taler om politik paa: politiske iagttagere og politikere har laenge talt om noedvendigheden om at vaere midtsoegende for at traekke stemmer, fordi man kun faar overbevist modstandernes vaelgere hvis man placerer sig taet paa dem, dvs. paa den politiske midte. Dette blev foert fremfoert af Downs (1957), som er noget naer det eneste politologiske studie i partipolitik der virkelig har faaet konsekvenser paa det praktiske plan: Downs opstiller en model hvor vaelgere stemmer paa det parti, der er naermest dem i en endimensionelt issue-rum, saa begge partier (han skriver primaert om USA) har incitamenter til at placere sig paa midten (hvis ikke de goer, og det andet parti goer, taber de valget). Altsaa: man vinder i politik ved at vaere midtsoegende, og naar der er taget hoejde for sofavaelgerne er det medianvaelgeren der afgoer valget. 

Men saa simpel er Downs’ historie bare ikke i et flerpartisystem, som Socialdemokraterne er ved at opleve i disse maaneder. For hvor et topartisystem kun har en ligevaegtssituation, hvor begge partier goer det bedste de kan givet hvad de andre partier goer, og ingen har incitamenter til at aendre strategi, naar de fleste modeller for flerpartisystemer frem til en situation uden ligevaegte! Hvis vaelgerne stemmer paa det parti der er taettest paa dem i et endimensionelt rum kan man nemlig ‘klemme’ modstanderen. Hvis SF fx placerer sig lige til ‘venstre’ for S faar alle de stemmer, der ellers ville have overvejet baade S og SF, samtidig med at de saa tilsvarende mister flere til EL. Da befolkningen ikke er uniformt fordelt, men mere klokkeformet-agtigt fordelt omkring den politiske midte, kan det give en samlet gevinst. Hvis alt bliver det samme har SF altsaa vundet ved denne manoevre. Maaske vil EL imidlertid forsoege at rykke mod hoejre og tage stemmer fra SF uden at miste stemmer, da der jo ikke er nogle partier paa deres anden flanke der kan opfange dem (selvom sofaen ogsaa kan inddrages i formelle modeller hvor vaelgere paa yderflojene bliver hjemme hvis ikke der er partier tilstrakkeligt taet paa). Og hvad goer S og R? Pointen er at partier ikke bare kan rykke mod midten, fordi de ogsaa maa overveje deres anden flanke, hvor et ryk mod midten kan give en blottelse. Det ser vi nu med Villy Sovndals fremmarch; hvis S havde haft held til at fravriste midtervaelgere fra V og K havde det maaske vaeret det vaerd, men som det er nu ser det skidt ud for S.

Dette forklarer hvorfor S har mistet stemmer til SF. Det kan forekomme oplagt, men det er vigtigt at forstaa at den Downsianske model som alle implicit taler om naar de snakker om partiernes taktiske placering langs hoejre venstre ikke forudsiger at partier klarer sig godt naar blot de er midtersoegende – der er flere dynamikker i spil i politik. For selvom man kan fravriste modstanderne stemmer mister man samtidig egne stemmer. Dette viser at partier har to maal der ikke altid er forenelige: at vinde regeringsmagten og at blive saa store som mulige. At vaere midtsoegende kan derfor have karakter af et kollektivt handlingsproblem eller endog chicken game for en politisk floj: Flojen har storst vinderchancer hvis et af partierne er centralt og kan fiske i den anden lejr, men lober samtidig en risiko for at de andre partier rykker med mod midten og tager mange af ens stemmer paa den flanke der saa bliver blottet. Alle har interesse i at nogle rykker mod midten, men det er ikke givet at noget parti har klar interesse i at goere det – det forudsatter at der er tilstrakkeligt med midtervalgere man kan fange ind som kompensation hvis ens flojvenner rykker med. Det var tilfaldet for Fogh da han erobrede den politiske midte, men da Thorning provede at gore det samme var valgerne allerede taget af Fogh, og derfor svarere at indfange. Desuden er der givetvis et storre vaelgersegment paa Venstres flanke som kunne indfanges af et K med en skarpere og lidt mere markant borgerlig profil, hvilket kunne tvinge Venstre til at rykke vaek fra midten for at gardere flanken, osv. osv. Samtidig kan der vaere en pris at betale i forhold til baglandet, ligesom man som politiker kan faa mindre personlig nytte af de politikker man kan gennemfoere ifald man vinder, hvilket opvejes mod sandsynligheden for at vinde og faa en ledende rolle saa man kan aendre vigtige ting, hvis man rykker mod midten. Med andre ord: Downs’ model er slet ikke saa simpel i et flerpartisystem, saa det med at rykke mod den politiske midte er ikke uproblematisk. Dette forklarer altsaa SFs fremgang i ren run-bestemte termer. Saa simpel er virkeligheden selvfolgelig ikke, men den spatielle afstand har bestemt stor betydning saa det er efter min mening vaard at betragte indgaende med formelle modeller.

Nye tal for dansk økonomi

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for den danske økonomi, hvilket altid er interessant, og måske særligt nu hvor de fleste spørger sig selv hvornår vi bliver ramt af problemerne på finansmarkederne og hvornår dampen går af den danske højkonjunktur. Januar havde ifølge et underskud på 1,3 milliarder på betalingsbelancens løbende poster, og forbrugerpriserne steg aggregeret med 3,1 procent i perioden 1. februar 2007 til 1. februar i år. Prisstigningen afspejler dog i høj grad at fødevarepriserne steg 7.0 procent, en stigning der for størstepartens vedkommende skyldes at fødevarepriser presses i vejret af den øgede brug af bioethanol. Det gør at marker i stigende grad udlægges til hvad der senere bliver til brændstof, så der bliver mindre udbud af andre landbrugsvarer, med det sædvanlige resultat at de bliver dyrere. Tallene virker i dette lys noget mindre ildevarslende, selvom højkonjunkturen nok er ved at flade ud, men de giver omvendt heller ikke giver nogen grund til mere optimisme.

http://www.dst.dk/

A New Gender Gap?

A New Gender Gap?

Becker explains: http://www.becker-posner-blog.com/

Værd at huske på her med Kvindernes Internationale Kampdag 🙂

Er spillet ude for Clinton?

Som de fleste politisk interesserede har jeg ikke kunnet dy mig for at komme med analyser og forudsigelser omkring det amerikanske primærvalg (https://wodin.wordpress.com/2008/01/31/21/), selvom jeg nu ikke kan påstå at jeg er en speciel kender af amerikansk politik. Mine bud er derfor næppe bedre end de blogs jeg læser. En af disse er den efter min mening fremragende http://www.realclearpolitics.com/horseraceblog/ der bringer et indlæg om Clintons valgchancer. Her gør bloggeren opmærksom på at Clinton kun er 2 procentpoint fra Obama i popular vote, altså med hensyn til det samlede antal stemmer. Når hun er noget mere bagud i forhold til antallet af stemmer ved Demokraternes konvent skyldes det valgsystemet Demokraterne bruger, der ikke giver streng proportionalitet. Hvis hun vinder i Texas eller Ohio vil hun, sammen med Florida og Michigan hvor hun vandt uden ret meget kamp da disse stater på forhånd var blevet diskvalificerede, kunne vinde the popular votes. I så fald vil hun kunne kritisere Demokraternes valgsystem for at være urimeligt – ligesom da Demokraterne vandt flest stemmer, men ikke præsidentposten dengang Gore tabte til Bush – og hævde at hun er den rigtige, legitime kandidat. Og hvis afgørelsen kommer til at ligge hos de superdelegerede, der ikke er bundet af nogle mandater fra partivælgere, være meget vigtige. Hvis den analyse er korrekt har Clinton stadig en reel chance: det er trods alt noget lettere at overhale Obamas 2 procentpoints forspring på popular vote end hans overbevisende forspring i delegerede. Som Horseraceblog skriver:

“This means the race is tighter than many people believe. While Clinton has to win something like 75% of the remaining pledged delegates to overtake him in that count – she only has to win about 53% of the vote to overtake him in the count that includes Florida. “

 

Et problem hos Rawls

Der er en absolut glimrende debat om Rawls ovre på Marginal Revolution http://www.marginalrevolution.com/marginalrevolution/2008/03/why-i-am-not-a.html . Rawls’ største problem, som jeg ser det, er at når der er tale om retfærdighed er det dybest set et moralsk spørgsmål. Individers valg bag et “veil of ignorance” bunder eller kan bunde i sandsynlighedsberegninger og risikoprofiler ligevel som altruistiske betragtninger. Det virker forkert at have et teoriapparat hvor retfærdighedsbetragtninger ikke er afskåret fra risici og sandsynlighed, og afgøres af det enkelte subjekts præferencer givet at vedkommende ikke kender sin egen position i samfundet (dette blev så vidt jeg er orienteret først fremført af Arrows da han kritiserede anvendelsen af von Neumann-Morgenstern utility indices i normativ analyse af samfundsmæssige forhold). Men moralitet må på en eller anden måde have en universel tildragelse. Hermed lider Rawls’ forsøg på at knytte an til Kant skibbrud, og Rawls’ opstilling kommer dermed til at basere sig på en adskillelse af moralhensyn og retfærdighedsbegrebet som efter min opfattelse er temmelig problematisk: Rawls’ forsøg på at opstille en bedre begrebsdannelse for retfærdighed ender herved med at tømme begrebet for indhold!

Lobbyisme og den politiske økonomi

Der lader nu til at være flertal for at genenmføre et register over hvilke kontakter folketingsmedlemmer har med lobbyorganisationer (http://politiken.dk/politik/article476293.ece) Det er en gammel betragtning at politikernes møder med lobbyister i “smoke-filled rooms” har negative konsekvenser, fordi det får politikerne til at følge lobbyisternes snarere end befolkningens interesse. Lobbyismen har fået meget stor opmærksom hed i den politisk-økonomiske litteratur der er vokset frem siden i statskundskaben særligt omkring public choice skolen og Mancur Olsons indflydelsesrige The Logic of Collective Action.

Olson applicerer public good begrebet fra økonomi til statskundskab. Et offentligt gode er kendetegnet ved at når det er der kan alle nyde det, og hvert individ får ikke mindre gavn af det selvom man deler det med andre – eksempler er hæren der forsvarer et land eller gadebelysningen. Det betyder dog at man kan nyde det hvad enten man betaler til det eller ej, så de fleste vil lade være med at bidrage. Det indebærer at offentlige goder oftest bliver underproduceret, medmindre staten griber ind og betaler for det over skattepengene.

Ifølge Olson er lobbyisme et offentligt gode for den gruppe af individer der vil drage gavn af det, således at alle forbrugere for eksempel får gavn af forbrugerbeskyttelseslovgivning, og alle firmaer i en bestemt branche får gavn af lobbyaktivitet til gavn for denne branche fx i form af subsidier eller gavnlig lovgivning. Fordi lobbyaktivitet har karakter af et offentligt gode er der en tendens til at det bliver underproduceret. Nogle grupper er dog bedre organiserede end andre, og vil derfor bedre kunne overkomme de problemer produktionen af et offentligt gode indebærer. Desuden har nogle aktører så store interesser i lobbyaktiviteten at de er villige til at betale for en given mængde selvom ingen andre i gruppen betaler.

Det indebærer, at der ikke behøver være nogen sammenhæng mellem hvor velorganiserede forskellige interessegrupper er, og hvor udbredte og intenst følte de interesser de repræsenterer er. Tværtimod er forskellige strukturelle forhold oftest afgørende for organisationsgraden af interesser.

Problemet med lobbyisme er dermed ikke så meget, at skumle lobbyister har hemmelige møder med politikere, men mere at nogle interesser slet ikke bliver organiserede og dermed artikulerede. Derfor har politikere ikke har ret stærke incitamenter til at disse interesser i betragtning, og får ofte heller ikke informationer om disse interesser, selvom det ud fra en betragtning om hvad der på et eller andet abstrakt plan ville optimere samfundsmæssig nytte ville være hensigtsmæssigt at følge disse interesser mere. For eksempel er alle forbrugere taberne, når der indføres handelsbarrierer, fordi varer bliver dyrere, mens en enkelt industri vinder ved det, men fordi tabet til den enkelte forbruger er beskedent er forbrugerne typisk meget dårligt organiserede. Og fordi hver enkelt forbruger har incitament til ikke at følge ret meget med i hvad der foregår politisk og sjældent er klar over at høje varepriser kan skyldes handelsbarrierer får dette ikke vælgerne tilat stemme på andre partier end de der har indført handelsbarriererne, medmindre handelsbarriererne bliver meget høje så folk ikke kan undgå at opdage, hvad der foregår. Den demokratiske proces er altså ikke i stand til at indfange interesser ligeligt, så organisationsgraden er afgørende for hvor stærke interesser er.

Et register over politikernes kontakter med lobbygrupper kan måske hjælpe på forskellige demokratiske problemer med lobbyisme, specielt fordi lobbyisme i nogen grad fungerer ved at lobbygrupper giver politikere meget selektive, men i reglen mere eller mindre faktuelle informationer der understøtter deres egne interesser. Der kan derfor være en gevinst ved at give politikere incitamenter til at mødes med en bredere kreds af interessenter. Det løser imidlertid ikke det fundamentale problem som er af strukturel karakter – så snart forskelige interesser er organiserede og kan tilbyde politikerne støtte i bytte for støtte, eller gå til pressen og skabe bøvl for politikerne, påvirker de politikernes handlingsincitamenter og skaber en asymmetri mellem hvordan forskellige hensyn vejes  imod hinanden i den politiske proces. Det er derfor kanske mere relevant at se på output-siden hvor lovgivning kan være udtryk for en problematisk og urimelig vægtning af hensyn til forskellige interesser. Og her løber vi ind i en ond cirkel, for grunden til at det ikke sker er jo netop, som Olson og andre har demonstreret, at politikerne kan slippe afsted med det; de har i reglen simpelthen ikke incitamenter til at gøre hvad der er samfundsmæssigt set bedst. Med andre ord: selvom der måske kan være gavnlige effekter af et lobbyisme-register så addresserer det ikke det dybereliggende problem med lobbyisme – og det er desværre vanskeligt at se hvordan det ville kunne gøres. Hvis det skal gøres kræver det altså nye ideer til hvordan den politiske output-side kan evalueres kritisk, og oversete interesser kan blive bragt ind i den politiske proces.

Mancur Olson (1971) The Logic Of Collective Action