Super Tuesday

Vi er efterhaanden meget naer Super Tuesday. McCain har, isaer efter Florida, skilt sig ud og ligner et ret sikkert bud paa en vinder; selvom Romney ikke er afskrevet endnu. De andre kandidater er reelt chanceloese.

Hos demokraterne er det stadig taet loeb. Ted Kennedys endorsement af Obama kan faa betydning, og jeg har svaert ved at vurdere hvor stor. Mine amerikanske venner mener at det kan vaere afgoerende. Jeg tror selv mere paa at Hillary tager nomineringen, da hun tilsyneladende staar noget staerkere end Obama i de store stater paa Oest- og Vestkysten. Californien kan dog svinge til Obama, der i saa fald har rigtig gode chancer. Men hvis Hillary ikke bringer sig foran paa tirsdag, saa tror jeg Obama tager nomineringen. Hillary har mistet opbakning i partiet og blandt demokratiske meningsdannere paa grund af sin haarde personlige kampagne mod Obama, samtidig med at Obama er ved at faa gang i et godt “mo” – men han mangler altsaa lidt for at staa rigtig godt paa tirsdag.

Hvad selve praesidentvalget angaar saa tror jeg McCain vil tage den imod Clinton, men faa taet loeb imod Obama – dog med den vigtige caveat at udenrigspolitiske haendelser vil kunne prime udenrigspolitisk kompetence, og det vil alt andet lige styrke McCain i forhold til begge demokrater. Hillary er saa forhadt at McCain vil kunne mobilisere de konservative kraefter, der ellers ville svigte ham pga. hans midtsoegende kurs, og – tror jeg – staa bedre hos de uafhaengige. Imod Obama har McCain fordelen af erfaring, men Obama har muligheder hvis han kan faa midtervaelgerne til at koebe hans fornyelses-dagsorden. Desuden burde Obama staa staerkt i forhold til at fundraise og faa aktiviststoetter i forhold til baade Hillary og McCain.

Hessen og Niedersachsen stemmer

I dag er der valg i de to tyske delstater Hessen og Niedersachsen. Som normalt i tysk politik står kampen primæt imellem SPD og CDU, socialdemokrater og kristendemokrater. I Hessen kan en koalition imellem de to blive nøvendig, ligesom det er på andsplan, fordi SPD udelukker at samarbejde med venstrefløspartiet Linkspartei og ikke stå til at få flertal sammen med de grønne.  I Niedersachsen ser alt ud til, at CDU fortsætter ved magten sammen med det liberale FDP.

Grunden til at dette valg er interessant set med danske øjne er ikke bare, at det kan give en indikation paa styrkeforholdet mellem SPD og CDU inden næste Bundestagsvalg. I de senere år har SPD valgt at flytte sig mod venstre for at skabe afstand til CDU, og dermed i nogen grad gået bort fra Schöeders midtsøgende kurs. Virker det? Det spørgsmål er der også en del danske socialdemokrater der spørger sig selv om; hvis SPD kommer styrket ud af de seneste års regeringssamarbejde med CDU kan det blive tolket som at det virker at flytte mod venstre, noget der vil kunne inspirere og måske styrke den røde fløj i det danske Socialdemokrati.

Update: det ser ganske rigtigt ud til at CDU tager Niedersachsen komfortabelt, og at Hessen bliver tæt. SPD står til at overhale CDU, men det er stadig ikke klart om de vil kunne danne en flertalsregering, så længe de ikke vil samarbejde med venstrefløjen. 

http://www.tagesschau.de/inland/wahlen6.html

http://www.heute.de/ZDFheute/inhalt/22/0,3672,7151606,00.html

Dansk politik i en højkonjunktur

Hvorfor stemmer vælgere som de gør? Det er en veletableret ide indenfor statskundskaben at valg afgøres af vælgernes evalueringer af, hvor stor nytte de og landet har af at hvert parti vinder. For eksempel argumenterer Downs (1957) i sit klassiske studie af stemmeadfærd for at vælgere tillægger partiernes sejr en værdi theta, og så stemmer for det parti man får størst nytte af vinder. Denne nytte, mener Downs, afhænger primært afhænger af “past performance”, fordi man jo kan løbe fra kampagneløfterne, mens det man allerede har gjort er en bedre indikator (omend ikke perfekt) for hvor godt et parti har været til at lede landet. Ifølge Downs er det primært økonomien, som vælgerne kigger efter, fordi det er det vigtigste spørgsmål, og fordi man i reglen løbende får oplysninger om landets økonomiske situation. Det følger heraf at en siddende regering står stærkere, hvis økonomien er stærk, og omvendt hvis økonomien er svag eller for nedadgående.

Den danske økonomi har været inde i en højkonjunktur i de senere år, så det er egentlig ikke en overraskelse at Venste har siddet solidt på regeringsmagten. Hvorfor skulle man skifte Fogh Rasmussen ud, når økonomien går godt, og der ikke lader til at være andre graverende problemer som Socialdemokraterne bedre ville kunne tage sig af? En del af Socialdemokraternes problem har altså været at landets økonomi har været stærk de senere år, præcis som man ville forvente mens landet har været inde i en højkonjunktur. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at man aldrig som oppositionsparti kan vinde et valg i en højkonjunktur, men det er måske værd at tage med når man evaluerer “hvad der gik galt”: http://www.berlingske.dk/article/20080126/politik/80126043/

Downs (1957) An Economic Theory of Democracy

For en nyere og mere veludviklet model se fx Fiorina (1977) An Outline for a Model of Party Choice, American Journal of Political Science

Den personlige kontakt og vælgermobilisering

Hvordan kan man som politisk parti bedst bruge sine kampagnemidler til at mobilisere sine sikre vælgere, mobilisere de tvivlere der bliver overtalt til at stemme på en, og overtale tvivlere til at stemme på en? Det er den udfordring valgkampagnestrateger står overfor. De har en række redskaber til rådighed, gående fra traditionel face-to-face canvassing, hvor partiaktivister møder vælgerne i øjenhøjde, til telefonopringninger, direct mails og forskellige reklamer.

For at træffe de afgørende valg om, hvordan de begrænsede kampagnemidler bedst anvendes, må man have en ide om, hvor effektive de forskellige metoder er hvad angår de overordnede mål. Den politologiske forskning omkring politisk kommunikation er i vækst, og gør i stigende grad brug af eksperimentielle metoder, som ellers er en underprioriteret forskningsmetode i statskundskaben. Ideen er i grove træk, at man har en kontrolleret intervention, hvis effekt man kan måle, enten ved at have en kontrolgruppe der ikke får interventionen, ved at sammenholde det med en pre- og post-test, eller begge dele. Jeg faldt over en god artikel der ud fra et eksperimentielt design argumenterer for, at mobilisering ved hjælp af canvassing er langt mere effektivt, også cost-effektivt (ud fra beregninger med de estimerede omkostninger ved hver metode), end de nyere mobiliseringsmetoder.

Kort fortalt gennemfører forskerne kontrollerede direct mail udsendelser, telefonopringninger og personlig canvassing til husholdninger i byen New Haven, USA. Alle henvendelserne er partipolitisk neutrale og opfordrer respondenten til at stemme ved det forestående valg. Der foretages forskellige kontrol bl.a. for at de respondenter man får fat i også er dem, der er mest tilbøjelige til at stemme, ligesom det bemærkes at resultatet kunne tænkes at være anerledes hvis henvendelserne var partipolitiske.

Resultatet er bemærkelsesværdigt. Telefonhenvendelserne lader ikke til at have nogen som helst effekt på valgdeltagelsen. Direct mail har en signifikant, men meget lille effekt (.6 procentpoint højere valgdeltagelse). Den personlige kontakt har en endog meget stor effekt (9.8 procentpoint højere valgdeltagelse).

Kilde: Gerber & Green (2000) The American Political Science Review Vol 94 No 3

Røde CEPOS

Efter mit indlæg forleden om Ritt Bjerregaards Røde Skole har jeg moret mig lidt med at overveje, hvordan en socialdemokratisk pangdang til CEPOS ville se ud (og i øvrigt også hvordan en socialkonservativ, og en venstreorienteret, ville se ud, men nu holder jeg mig til en socialdemokratisk en af slagsen!). 

Sagen er jo, at der ikke rigtig eksisterer et sammenhængende socialdemokratisk samfundsvidenskabeligt tankesæt efter den “socialdemokratiske konsensus” der tidligere rådede i samfundsvidenskaberne, er splintret. Der findes ikke en pangdang til Virginia-skolen, ligesom der næppe findes politiske tænkere der kan overføres ligeså gnidningsfrit som fx Nozick, Rothbard og Smith er blevet det i de libertarianske miljøer, til en syntese af økonomisk teori, politologi og politisk tænkning. Keynes skrev: “Practical men, who believe themselves to be quite exempt from any intellectual influences, are usually the slaves of some defunct economist”. Jeg tror det i høj grad er rigtigt, så når socialdemokraterne står svagt i intellektuelle miljøer svækker det også deres politiske gennemslagskraft (selvom jeg kan siges at være en smule forhåndsindtaget når jeg påpeger betydningen af intellektuelle miljøer).

Så her kommer et bud :

– Giddens: The Third Way 

– Galbraith: The Affluent Society.

– Stiglitz: Economics of the Public Sector. En god public finance bog for at kunne tale for en pareto-optimerende social planner stat, og en god forståelse af eksternaliteter og markedsfejl, især markedsfejl eksternt for markeder såsom forurening.

– forskellig communitarian litteratur kunne være en interessant vej at gå for socialdemokrater, fx manifestet paa: http://www.gwu.edu/~ccps/platformtext.html

– Katzenstein (1985) er et studie jeg selv holder meget af, og det er virkelig socialdemokratisk og forsvarer korporative arrangemneter i småstater, men jeg er nu ikke helt overbevist om at argumentet stadig holder— det internationale klima har ændret sig (data er fra 60erne og 70erne så vidt jeg husker) og ideen med at give compensation til arbejdskraft for at sikre konkurrenceevnen fungerer måske ikke i et moderne videnssamfund.

– Så skal der selvfølgelig være en masse om flexicurity… altså den danske arbejdsmarkedsmodel.

– Marshall (1963) 

– Der skal vel være noget om lighed. Her er McCallums klassiske studie jo oplagt, ligesom man nødvendigvis må forholde sig til Berlins Two Concepts of Liberty, der udgør et meget stærkt angreb på det socialdemokratiske forsvar for lighed.

– Putnams social capital teori er et interessant forskningsmæssigt nybrud. Den kan ikke bruges til at forsvare velfærdsstaten som sådan, selvom jeg har set det gjort – det viser sig at den høje grad af social kapital i Norden var der før velfærdsstaten kom frem, så hvis man mener der er sammenhæng mellem disse to fænomener må det snarere være, at den høje grad af social kapital muliggjorde en nordisk velfærdsstatsmodel. Men man kunne måske viderevikle ideen?

– Self: Government by the Market?

– Mackie 2003 Democracy Defended er en god (mod)kritik af social choice kritikken

Jeg synes det er lidt tyndt, sådan intellektuelt set. Men  det er vel symptomatisk (Medmindre selvfølgelig at jeg har overset/ikke har kendskab til vigtige bidrag) – det er jo det nye højre der har “the big mo” som de siger i amerikansk politik!

NB: denne post bliver løbende opdateret

Ritt Bjerregaards Røde Skole

Efter det dårligste valgresultat for Socialdemokraterne i mands minde foreslår Ritt Bjerregaard en række debatmøder med navnet “den røde skole”. Meningen er, at man skal drage de nødvendige konklusioner af det dårlige valgresultat, og debattere hvordan partiet skal håndtere de udfordringer det unægteligt står i for tiden.

Jeg synes navnet, den røde skole, vækker mindelser til CEPOS, Punditokraterne og CEPOS universitetet, der på få år har fået en kollossal rolle i en borgerlig-liberal revival, som på længere sig sandsynligvis vil få vidtrækkende konsekvenser for Danmark. Det virker som om der på centrum-venstre fløjen er en begyndende forståelse af betydningen af sådanne tænketanke og akademiske miljøer. Og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har været bemærkelsesværdigt lidt dagsordenssættende.

http://politiken.dk/politik/article458293.ece

Update: folk kan se mere paa http://www.roedeskole.dk/#143792

Hvor høje bør træer være?

Den republikanske Mitt Romney har været på turné i sin barndomsstat Michigan i håb om at vinde opbakning til sit kandidatur som republikanernes præsidentkandidat. I den forbindelse kom han med følgende punchline:

“Here in Michigan, the skies are cloudy all day, the trees are all the right height, people talk without an accent and most of the cars on the road are American made — as they ought to be,” he said.

Kilde: http://www.nytimes.com/2008/01/14/us/politics/14romney.html?_r=1&oref=slogin

Gad vide hvor høje træer bør være?

Denne guldkorn så jeg på Dani Rodriks meget anbefalelsesværdige blog om udviklingsøkonomi. Manden er økonomiprofessor på Harvard. http://rodrik.typepad.com/

Markedsliberaliseringer og udviklingshjælp

Det er blevet en udbredt tanke de senere år, at den bedste måde at hjælpe de fattige lande på ikke er ved at give traditionel udviklingshjælp der samlet set ikke har imponerende effekt, eller ved at modernisere udviklingshjælpen så den måske kunne få effekt (selvom det sandt for dyden kan være svært!). I stedet foreslår mange, at handelen med tredjeverdenslande må liberaliseres, så de bedre vil kunne afsætte varer på vores markeder.

Det er efterhånden en ganske accepteret opfattelse at handelsliberaliseringer alt andet lige er godt for begge parter, omend bestemte interessegrupper i begge lande vil lide skade. Men jeg er nu alligevel forbeholden overfor denne tro på at handelsliberaliseringer er det helt rigtige svar på udviklingslandenes problemer. Og det virker i hvert fald ganske urealistisk at det skulle kunne stå alene; at handelsbarrierer er det eneste der holder udviklingslandenes vækst tilbage.

Mange udviklingslande har igennem deres status som tidligere kolonier i forvejen nogle af de mest favorable handelsvilkår med EU-lande, senest i Cotinou-aftalen der giver preferentiel adgang til EU-markeder og som WTO har kritiseret skarpt.

Et land som Kina har ikke haft bedre adgang til rige landes markeder end fx afrikanske lande, men har altså en økonomisk vækst der er noget højere! Handel kan altså ikke være den eneste faktor der spiller ind i udviklingspolitik. Institutioner og andre interne faktorer lander altså fortsat til at være den vigtigeste omstændighed der forhindrer vækst i mange udviklingslande.

Udviklingshjælpens effekt

Professor ved Århus Universitet Martin Paldam har offentliggjort en rapport der ifølge Berlingske Tidende dokumenterer at dansk udviklingshjælp ingen virkning har på ulandenes økonomiske udvikling.

Paldam har forsket meget i økonomisk vækst og udviklingspolitik, og er internationalt anerkendt. Han har tidligere udgivet studier der ligeledes sætter spørgsmålstegn ved udviklingshjælp effekter.

Jeg har ikke haft mulighed for at læse udgivelsen, så jeg vil nøjes med nogle mere generelle bemærkninger om denne type af målinger.

For det første er det et vigtigt principielt spørgsmål fordi det trods alt er relativt mange penge der bruges på denne budgetlinje, og nogle endda mener at udviklingshjælpen har direkte skadelige effekter på makroniveau.

For det andet er der en forskel på at kunne konkludere at udviklingshjælp ikke har effekt og udviklingshjælpen ikke har en effekt. Hvis ikke vores penge nytter noget, så er det måske fordi den måde hjælpen ydes på ikke er effektiv, men ikke fordi det er umuligt at stimulere vækst med økonomisk bistand

For det tredje er det ikke tilstrækkeligt at se på al bistand der ydes i forhold til den økonomiske udvikling i et land. Den måde støtten ydes på har stor betydning. Noget støtte, især det der er bygget på konditionaliteter, lader til at virke bedre end andet, der ikke har nogen nævneværdig effekt. Alle internationale udviklingskonsulenter vil kunne fortælle skrækhistorier om projekter der ikke har ført til noget som helst, eller løb ud i sandet da projektet stoppede på grund af manglende nationalt ownership/midler til at vedligeholde det – og om projekter der faktisk var en succes. Hvis man tager fejlslagne projekter med i sine analyser vil man selvfølgelig kunne drage – nedslående – konklusioner om udviklingsbistanden, det der faktisk gøres, men ikke om udviklingshjælp generelt, altså om det vil kunne fungere hvis det gøres rigtigt.

For det fjerde er det ikke sikkert at udviklingsstøtten og økonomisk udvikling er tæt forbundne. jeg synes der er mere og mere der tyder på, at udviklingshjælp ikke skaber udvikling, men skaber betingelser der indebærer, at når den økonomiske udvikling kommer, så vil det gå stærkere og bedre end det ellers ville, fordi man vil have en sundere og mere veluddannet arbejdsstyrke. Det kunne jeg godt tænke mig at se nærmere på med noget solidt data, men lige nu er det altså bare en tanke:

– For eksempel kan man  forestille sig, noget forsimplet, at et land har modtaget udviklingshjælp i form af støtte til at konstruere brønde med rent drikkevand og sponsorere skoler. Arbejdsstyrken er derfor sundere end nabolandet der ikke har modtaget udviklingshjælp. Af årsager som ikke skyldes udviklingshjælp oplever de begge økonomisk fremgang. Da landet som modtog udviklingshjælp har en sundere og dygtigere arbejdsstyrke vil denne økonomiske fremgang dog gå hurtigere når den først kommer i gang.

For det femte – og det er ikke noget jeg har kigget nærmere på selv så jeg vil nøjes med at referere pointen – er man i udviklingsstudier efterhånden ved at have mistet tiltroen til at cross-country regressionsanalyser kan være valide, på grund af problemer med at bestemme tidsfølge af variable, kausalitet, og de sædvanlige problemer med multipel regression. Som jeg har forstået det er det trenden lige for tiden at man mest bruger mikroøkonomiske analyser ud fra randomized experiments. Det er imidlertid meget svært at lave generelle slutninger hvis ikke man bruger cross-country studier. Derfor er det tænkeligt – igen, jeg har ikke læst rapporten – at der er metodiske svagheder i udgivelsen.

For det sjette, som Gitte Seeberg er inde på i Berlingeren-artiklen, så har udviklingshjælpen effekt. For eksempel har flere mennesker får adgang til rent drikkevand, sygdomme bliver bekæmpet, adgangen til prævention er steget hvilket jo er godt både pga. AIDS-epidemien og fordi det kan begrænse befolkningstilvæksten der gør økonomisk vækst endnu mere vanskelig. Men om det fører til økonomisk vækst er en helt anden sag.

http://www.berlingske.dk/article/20080113/danmark/80113034/

Tyskland nedjusterer forventningerne til sin økonomiske vækst

Tyskland nedjusterede i begyndelsen af måneden forventningerne til sin økonomiske vækst, og økonomiministeren Michael Glos antyder, at det nok kommer til at gå endnu dårligere. Tyskland er et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, så det er dårlige nyheder, især når væksten i USA kan forventes at fortsætte nedgangen. Og olieprisen ramte 100 $ i begyndelsen af året. Det ligner ikke en decideret krise – men vi skal nok forvente en nedgang i den danske vækst indenfor alt for længe http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2008/01/02/031545.htm