Hvorfor begår regeringer bommerter?

Det er klart at regeringstiltag altid kan gå galt, enten fordi ideen bare ikke er god, eller fordi implementeringen ikke fungerer, eventuelt selvom ideen var god. Nogle gange går det også rigtig galt, så alle kan se det og ingen vil forsøge at forsvare, endsige påtage sig ansvaret, for et projekt. Et eksempel i en dansk kontekst kunne velsagtens være DR-byen, hvor alt lader til at være gået galt (jeg kender ikke detaljerne så jeg ved ikke hvor rammende eksemplet er).

Hvorfor sker det – hvorfor begår regeringer sådanne store bommerter? Altså ikke fejl eller fejltagelser, men bommerter, hvor alle kan se at det er gået rigtig galt. Jeg havde fornøjelsen af at høre to statskundskabsprofessorers tanker om dette i dag; de er i gang med at skrive en bog om emnet. De mente at kunne identificere en række fællestræk ved regeringernes bommerter: initiativer er ikke blevet ordentligt gennemarbejdet i kabinetmøder, udvalgsmøder, parlamentariske forsamlinger, igennem høringer og ved pilot-ordninger, og regeringen har ikke været lydhør eller åbnet op for kritik for embedsværket og andre kvalificerede aktører, for tilbøjelig til kun at tage de mere optimistiske skøn og meninger i betragtning, og at overvurdere de ikke-målelige gevinster ved projekter, fx prestige ved prestigebyggerier.

Disse problemer skyldes ofte at regeringer enten har en ideologisk dagsorden, der fører til forhastede initiativer og bortfejer kritiske røster (ofte kombineret med en Yes Minister/public choice-lignende mistro overfor embedsapparatet og interessegruppers holdninger), eller at regeringen går i panik og søger hurtige og demonstrérbare løsninger på problemer der er kommet til offentlighedens kendskab igennem pressen. Der er således større risiko for fejltagelser, når regeringer prøver at gøre for meget for hurtigt.

På vej mod et mere stabilt Afrika

Overordnet betragtet går det ikke godt i Afrika, og bedre bliver det ikke af globale miljøforandringer og stigende priser på fødevarer. Der er dog et lyspunkt, som måske over tid kan være kontinentet til stor gavn. Efter europæisk forbillede har den Afrikanske Union vokset sig forholdsvis indflydelsesrig, og de afrikanske statsledere står i stigende grad sammen om at sikre stabilitet, mens der tidligere var en tendens til at skumle statsledere lukkede øjnene for hinandens mindre smukke handlinger. Et godt eksempel er det topmøde en række afrikanske ledere har været til angående situationen efter valget i Zimbabwe:

http://www.berlingske.dk/article/20080413/verden/804130304/

Tilsvarende har den Afrikanske Union fået mere politisk inflydelse, selvom der selvfølgelig er langt igen før det kommer til at kunne gennemføre så vidtrækkende politikker som EU. Denne udvikling understøtter god regeringsførelse og politisk stabilitet, om noget det de fleste afrikanske lande har manglet for at kunne få en gunstig udvikling i gang. Det er klart at processen kan vende, og der er bestemt mange udfordringer der kan trække i den modsatte vej, men der er tegn på at Afrika er på vej mod mere politisk stabilitet.