Oppositionen leder efter den dimension som splitter de borgerlige

Den nu afdøde politolog William Riker er kommet med flere meget væsentlige bidrag til politologien og dermed også til vores forståelse af hvordan politik og samfundet fungerer. Riker mente at politik var struktureret ud fra dimensioner, som gjorde klart ‘hvem der var sammen med hvem’, og dermed meget ofte afgjorde ikke bare hvordan den politiske konkurrence fandt sted, men også hvem der vandt. Et af Rikers vigtigste og omdiskuterede eksempler på at dimensionalitet er i hans originale forklaring af årsagen til den Amerikanske Borgerkrig.

Ifølge Riker var amerikansk politik op mod borgerkrigen styret af at de nye territorier i Nord-og Midtvesten og Syden havde samme interesse i at sikre en protektionistisk handelspolitik, mens den industrialiserede østkyst havde en interesse i frihandel så de bedre kunne afsætte deres varer på verdensmarkedet. Det var den vigtigste konfliktlinje og afgjorde præsidentvalg, idet styrkeforholdet var sådan at de nye territorier og Syden kunne slå Østkysten. Derfor ledte man længe efter en strategi, der kunne bryde alliancen, og det blev efterhånden klart at der var en anden vigtig brudlinje som var til Østkyststaternes fordel – Syden var for slaveri, men både de nye territorier og Østkysten var modstandere af slaveriet. Derfor kørte Lincoln sin præsidentkampagne på modstand imod slaveriet, og formåede at blive valgt. Ved at indføre en ny dimension i politikken, slaveriet, ændredes de politiske mønstre radikalt og den gamle alliance imellem de nye stater og sydstaterne faldt fra hinanden. Ifølge RIkers læsning var det altså et politisk skaktræk, der førte til at sydstaterne meldte sig ud af unionen.

Rikers betragtninger om politikkens dimensionalitet er generelt meget relevante, og især i en dansk kontekst. Det lykkedes Fogh-regeringen at opnå og beholde magten ved at lave en lignende manøvre. Der havde længe været lagt låg på indvandrerdebatten, ligesom der havde været lagt låg på slaveridebatten i USA, men da en politiker formåede at bringe den i spil førte det til en omkalfrering af det politiske landskab. Førhen havde der – lidt forsimplet, men forsimplinger er nu engang nødvendige for at finde de røde tråde i politik  – været en centrum-venstre dominans der baserede sig på at være for meget velfærd og meget skat, imod en centrum-højre koalition som baserede sig på at være for lavere skat og mindre velfærd. Bemærk at der var og er store uenigheder internt i begge koalitioner (bare det at de borgerlige bestod af Liberale og Konservative!) men disse var ikke centrale, da politikken blev udkæmpet over andre dimensioner. Da indvandrerdimensionen kom i spil deserterede en 10-15 % af vælgerne, fordi de ganske vist gik ind for meget velfærd, men også var imod mere indvandring. Så længe de borgerlige kan holde indvandrerdimensionen fast som det centrale kan de derfor fastholde et komfortabelt flertal, mens centrum-venstre vil kunne få et flertal hvis de kan få bragt velfærdsdimensionen frem som den vigtigste. Det forklarer meget enkelt den måde dansk politik fungerer på: centrum-højre vinder på indvandrerdimensionen og gør alt for at holde den i spil, mens centrum-venstre kan vinde på velfærdsdimensionen og gør alt for at bringe den i spil (senest med Socialdemokraternes kampagne om velfærd i stedet for skattelettelser).

En af Rikers pointer er, at der altid findes latente dimensioner, som bare ikke er rigtig aktiverede. En kunne være EU-dimensionen, som splitter både centrum-højre og centrum-venstre koalitionen, men på en måde så det brede centrum-flertal ikke har en interesse i at fremdrage den. Nej’et til euroen illustrerede dog tydeligt, at EU-dimensionen i hvert fald tidligere splittede de store centrum-partiers og især Socialdemokraternes vælgerskare, så hvis det kunne blive en fast del af dansk indenrigspolitik ligesom indvandrerspørgsmålet er blevet det kunne det have meget store konsekvenser.

Foreløbelig sidder de borgerlige dog – med nød og næppe – på magten. Politik afgøres selvfølgelig ikke kun af dimensionalitet. Almindelig nedslidning, skandaler, karismatiske ledere og så videre har en betydning. Centrum-venstre fløjen har måske en rimelig chance for at overtage magten næste gang, men hvis ikke de kan gøre noget ved at dansk politik domineres af en indvandrerdimension som de borgerlige står stærkt på, så bliver det sandsynligvis undtagen snarere end reglen med socialdemokratisk regering. Oppositionen har brug for at finde den dimension, der kan splitte de borgerlige.

Obamas healthcare-plan og arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer

Harvard-økonomen Mankiw har lavet en interessant analyse af Obamas healthcare-plan. Obama vil indføre en skat på de arbejdsgivere som ikke giver deres ansatte en sygeforsikring. Det amerikanske sygesystem er, selvom det er verdens dyreste, plaget af en lang række problemer. Mankiw påpeger imidlertid at det ikke nødvendigvis er en god løsning at sygeforsikring kører via arbejdsgiverne, i stedet for via den enkelte, og at planen de facto svarer til at lægge skat på de arbejdstagere som ikke får en sygeforsikring via arbejdet.

I Danmark er vi paradoksalt nok godt på vej til at indføre det arbejdsgiverbetalte sygeforsikringssystem, som Mankiw og andre økonomer ellers advarer imod, eftersom private sygeforsikringer for størstepartens vedkommende betales af arbejdsgivere.

http://gregmankiw.blogspot.com/2008/10/taxing-uninsured.html (læg mærke til hans henvisninger til diskussioner omkring arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer)

Politiske og økonomiske grænser

Et meget interessant indlæg fra en George Mason professor:

http://www.tcsdaily.com/article.aspx?id=022406B

Jeg er sådan set ikke enig selvom hans kosmopolitiske ideer er meget sympatiske, for jeg mener ikke at man kan adskille politiske og økonomiske grænser så klart som han gør. For eksempel er det amerikanske skatteydere som skal finansiere politi og andre offentlige goder, så det gør faktisk en forskel for hver borger om pengene går til amerikanere eller udlændinge.

Præsidentvalget, finanskrise, minoritetsstemmer og Bramley-effekten

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig sin afslutning, og det tegner til at blive en tæt affære. Obamas solide forspring er væk, og selvom Obama-kampagnen har langt flere midler og frivillige er McCain stadig med i ræset.

Udviklingen i den amerikanske økonomi som følge af de finansielle problemer er givetvis til fordel for Obama, både fordi Demokraterne traditionelt har stået stærkere på en arbejdsløshedsdagsorden, og fordi McCain åbent har erkendt at økonomi er hans svage side – noget valget af Palin til vicepræsidentkandidat bestemt ikke retter op på. Hvis krisen forværres vil det derfor kunne sikre Obama sejren, og udviklingen i den amerikanske økonomi og verdensøkonomien udgør en vigtig ubekendt i præsidentvalget.

En anden vigtig ubekendt er, i hvor stort omfang Obama på valgdagen formår at mobilisere de sorte og latinamerikanske stemmer, som tidligere har haft meget lav valgdeltagelse og i stort omfang støtter Obama.

En tredje ubekendt er hvor vigtig den såkaldte Bramley effekt bliver. Dette refererer kort sagt til det forhold at Obama er (halvt) sort. Bramley var en borgmesterkandidat i Los Angeles som i alle meningsmålinger havde et solidt flertal, som forsvandt på valgdagen. Det indikerer at mange vælgere føler det er politisk korrekt at sige Bramley, fordi de ikke vil stå ved at race enten bevidst eller ubevidst påvirker deres vælgeradfærd. Hvis erfaringerne fra Los Angeles kan generaliseres, så er tæt løb mellem de to præsidentkandidater i meningsmålingerne i realiteten lig med en McCain-føring.