Lighed og økonomisk vækst

Et vigtigt spørgsmål indenfor politisk økonomi er effekten af lighed på den økonomiske vækst i lande. Har lande med større grad af lighed højere eller lavere  vækst når alt andet holdes konstant? Der findes folk der ud fra ideologiske positioner argumenterer for begge dele. I Danmark var der således en ophedes debat i forbindelse med Eva Kjær Hansens udtalelser, der i hvert fald blev udlagt som at ulighed er godt fordi det skaber dynamik i samfundet. Hvis man i stedet tyr til videnskabelige studier af ulighedens effekter er resultaterne mere blandede.

Et af de mest indflydelsesrige studier af lighedens konsekvenser er Tabellini og Persson (1994). De finder temmelig stærk  støtte for deres hypotese, at ulighed fører til lavere økonomisk vækst i demokratier. Det samme gør sig ikke gældende i autokratier. Det får forfatterne til at fremlægge den teoretiske begrundelse, at der i lande med høj grad af ulighed typisk opstår et stærkt pres fra de mindre bemindlede igennem demokratiets mekanismer for mere omfordeling og dårlige økonomiske politikker, der på sigt fører til mindre vækst.

Et andet udbredt argument går ikke på de politiske forhold, men på de uheldige effekter af budgetbegrænsninger som fattige mennesker står overfor. Hvis man ikke har penge til at gennemføre investeringer i ens uddannelse, ens landbrug (i udviklingslande), stille sikkerhed for at få et lån og begynde en ny forretning hvis man har identificeret et marked for en ny ide osv. så fører uligheden til lavere økonomisk produktion på både kort og længere sigt.

Et tredje argument er at mennesker med meget høje og meget lave indkomster normalt opsparer mindre end folk med middel-indkomster. Det er selvfølgelig i høj grad et empirisk spørgsmål, men ideen er kort fortalt at fattige er nødt til at bruge det meste af deres indkomst på at klare dagen og vejen, og rige relativt set ikke behøver spare så meget op fordi de alligevel vil have ressourcer nok til sig selv og deres efterkommere. Under nogle bestemte omstændigheder, som økonomer har udspecificeret og som er realistiske i mange tilfælde, vil et lands samlede opsparingsgrad derfor øges hvis man kunne omfordele penge fra de rigeste til de allerfattigste og få en større middelklasse som sparer meget op. Eftersom opsparing er nødvendig for investeringer – enten direkte eller ved at midler er til rådighed på markedet for lånbare midler – giver det højere økonomisk vækst over tid, som økonomiske vækstmodeller som Harrod-Domar og Solow modellerne viser.

Spørgsmålet om økonomisk lighed er primært normativt, og økonomisk teori vil næppe nogensinde kunne give nogle definitive bud på, hvornår lighed bør efterstræbes, og hvor langt man i så fald bør gå i sin brug af politiske redskaber for at fostre lighed. De studier der findes af ulighedens konsekvenser er dog alligevel relevante, for de kaster i hvert fald noget lys over hvordan lighed og økonomisk vækst hænger sammen.

Persson, Torsten & Guido Tabellini (1994) “Is Inequality Harmful for Growth?,” American Economic Review, Vol. 84, No.3, pgs. 600-621

Småstater og verdensmarkedet

Et af mine yndlingsstudier idenfor international politisk økonomi er Katzensteins Small States in World Markets (1985). Katzenstein betragter de strukturelle forhold som småstater oplever i verdenshandlen, og udleder en overbevisende politisk forklaringsmodel ud fra disse iagttagelser.

Katzensteins analytiske udgangspunkt er at småstater er åbne økonomier, fordi man simpelthen ikke kan producere alle de varer selv, som man har brug for. Man er nødt til at specialisere sig i nogle eksportartikler og importere resten. Herved er man som småstat mere afhængig end store økonomier af at kunne eksportere varer, da et underskud på handelsbalancen selvfølgelig ikke kan opretholdes i længden. Småstater oplever derfor et større pres for at sikre deres konkurrenceevne end større stater, ligesom omkostningerne ved en for lav konkurrenceevne vil være mere mærkbare i hele samfundet.

Småstater er derfor nødt til at være meget opmærksomme på deres konkurrenceevne. Katzenstein bemærker at de europæiske småstater har opbygget korporatistiske strukturer med centrale lønforhandlinger og statlig indblanding i arbejdsmarkedet. Staten giver “domestic compensation” i form af social sikkerhed for de, der mister deres arbejde, for at undgå uro på arbejdsmarkedet, da strejker og ustabilitet vil ødelægge konkurrenceevnen. Samtidig betyder den centrale organisering af arbejdsgivere og abejdstagere at begge parter har en forståelse for behovet for at sikre konkurrenceevnen. 

Katzensteins studie viser derfor hvordan korporatistiske strukturer og socialdemokratiske sociale sikkerhedsnet historisk har kunnet lade sig gøre (selvom det næppe udgør hele historien). Det er værd at bemærke, at social sikkerhed og velfærd ifølge denne analyse faktisk kan sikre konkurrenceevnen og derfor indirekte have en gunstig økonomisk effekt – et område der dog ikke er forsket så meget yderligere i. Desuden understreger studiet behovet for småstater om at sikre deres konkurrenceevne. Et sådant behov eksisterer også i dag, og arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik og andre politikområder må ses i forhold til landets konkurrenceevne.

Politologisk teori om det amerikanske primaervalg

En blog jeg laeser regelmaessigt bringer en kort og interessant gennemgang af den politologiske litteratur om amerikanske primaervalg. Bloggen er drevet af statskundskabsprofessor Josep Colomer og er meget anbefalelsesvaerdig: http://jcolomer.blogspot.com/ (det kan vaere man er noedt til at scrolle lidt rundt paa bloggen for at finde indlaegget om primaervalget efterhaenden som han poster flere indlaeg)

Ifoelge Colomer er der overordnet tre forklaringsmodeller til primaervalgene. Den ene er, at resultatet er stoerre polarisering, fordi partimedlemmerne typisk er laengere fra den politiske midte end den brede befolkning, og at de valgte kandidater derfor ogsaa typisk er mere polariserede end den almene amerikanske vaelger. Den anden model er at primaervalgene er i bund og grund uforudsigelige fordi der er irrelevante kandidater, (der ligger en del meget teoretisk og matematisk saakaldt social choice teori bag det her), og fordi der sker saa mange ting der bare er umulige at forsudsige undervejs. Den tredje forklaringsmodel er at der eksisterer et “usynligt primaervalg” hvor det handler om at opnaa “electability”. Nogle empiriske modeller fremhaever, at en kandidat der naar op paa omkring 40 % af stemmerne i nationale meningsmaalinger bliver valgt, delvist fordi partiledelsen begynder at bakke om om vedkommende og delvist fordi han i vaelgernes oejne bliver en “uundgaaelig kandidat”. Saa sagen er vel, som Colomer goer opmaerksom paa, at politologerne efterhaanden er ved at have en rimelig forstaaelse af hvilke forhold man boer kigge naermere paa naar man vil analysere amerikanske primaervalg, men at modellerne stadig er en temmelig begraenset hjaelp.