Den konservative Bernstein

Nationalbankens direktør Bernstein udtalte sig for nyligt om behovet for en økonomisk opbremsning, og udtrykte sig sådan at vi har brug for flere ledige. De fleste fagøkonomer er enige om at er rigtigt nok, men formuleringen, ja alene det at sige at vi har brug for en økonomisk opbremsning, er blevet betragtet som klodset og ubehjælpsomt – Peter Mogensen skriver fx på sin blog at “kommunikation er en svær ting” og bruger betegnelsen “politisk grotesk og komisk”. Men Bernstein taler ikke til de politiske kommentatorer og knap nok til politikerne. Så vidt jeg kan vurdere det vil han med sin udmelding demonstrere, at han er hvad der i litteraturen kaldes en “konservativ” centralbank-leder. Han taler altså primært til de mange markedsaktører.

Økonomer har længe beskæftiget sig med det problem, at politikere kan føre en kortsigtet økonomisk politik (fx for at vinde valg) der giver mere vækst på kort sigt, men på længere sigt ikke giver højere vækst og samtidig fører til højere inflation. Problemet er at politikerne ønsker lavere arbejdsløshed end det naturlige, strukturelle leje: derfor får de i sidste ende kun mere inflation. Når folkevalgte styrer pengepolitikken fører det derfor ifølge økonomisk teori til højere end optimal inflation i forhold til at have en uafhængig centralbank, der ikke på samme måde kan fristes til at føre kortsigtet ekspansiv finanspolitik. Dette fungerer imidlertid kun hvis centralbanken er hvad Rogoff kaldte “konservativ”, det vil sige lægger større vægt på at bekæmpe inflation ifht. at bekæmpe arbejdsløshed end de folkevalgte – ellers vil de træffe de samme beslutninger. Det er grunden til at vi har uafhængige centralbanker, og det er derfor vigtigt i følge den gældende litteratur at der er tiltro til at en centralbank er “konservativ”.

Inflation handler også om forventninger. Folks og især markedsaktører og arbejdsmarkedets parters forventninger til inflationen er af stor betydning for den faktiske inflation. For eksempel forhandles lønkontrakter med jævne mellemrum idet der tages højde for den forventede inflation, hvorved lønudviklingen, som er påvirket af inflationsforventninger, kommer til at påvirke den faktiske inflation. Når Bernstein går ud og siger at der bør være flere ledighed, er det er stærkt signal om at han er “konservativ” som bankleder og dermed indirekte at han vil forsvare den lave inflation på bekostning af arbejdsløshed. Jeg tror derfor det er meget forkert at tolke hans udmelding som udtryk for dårlige kommunikationsfærdigheder. Tværtimod er de markedssignaler man udsender, der er omkostningsløse, hvad der i spilteorien kaldes “cheap talk”, ikke så meget værd, mens signaler der faktisk er omkostningsfulde, her fordi det går imod den gældende dogmatik og afføder kritik, er langt stærkere signaler fordi de er mere troværdige for markedets aktører. Det er altså markedet Bernstein primært henvender sig til for at dæmpe bekymring om en stigende inflation når konjunkturerne begynder at gå nedad og stigende føde- og råvarepriser begynder at presse prisudviklingen. Jeg kan ikke se at det skulle være klodset og ubehjælpsomt.

Link: http://blog.politiken.dk/mogensen/2008/06/16/bernstein-har-desvaerre-helt-ret/

Hvorfor begår regeringer bommerter?

Det er klart at regeringstiltag altid kan gå galt, enten fordi ideen bare ikke er god, eller fordi implementeringen ikke fungerer, eventuelt selvom ideen var god. Nogle gange går det også rigtig galt, så alle kan se det og ingen vil forsøge at forsvare, endsige påtage sig ansvaret, for et projekt. Et eksempel i en dansk kontekst kunne velsagtens være DR-byen, hvor alt lader til at være gået galt (jeg kender ikke detaljerne så jeg ved ikke hvor rammende eksemplet er).

Hvorfor sker det – hvorfor begår regeringer sådanne store bommerter? Altså ikke fejl eller fejltagelser, men bommerter, hvor alle kan se at det er gået rigtig galt. Jeg havde fornøjelsen af at høre to statskundskabsprofessorers tanker om dette i dag; de er i gang med at skrive en bog om emnet. De mente at kunne identificere en række fællestræk ved regeringernes bommerter: initiativer er ikke blevet ordentligt gennemarbejdet i kabinetmøder, udvalgsmøder, parlamentariske forsamlinger, igennem høringer og ved pilot-ordninger, og regeringen har ikke været lydhør eller åbnet op for kritik for embedsværket og andre kvalificerede aktører, for tilbøjelig til kun at tage de mere optimistiske skøn og meninger i betragtning, og at overvurdere de ikke-målelige gevinster ved projekter, fx prestige ved prestigebyggerier.

Disse problemer skyldes ofte at regeringer enten har en ideologisk dagsorden, der fører til forhastede initiativer og bortfejer kritiske røster (ofte kombineret med en Yes Minister/public choice-lignende mistro overfor embedsapparatet og interessegruppers holdninger), eller at regeringen går i panik og søger hurtige og demonstrérbare løsninger på problemer der er kommet til offentlighedens kendskab igennem pressen. Der er således større risiko for fejltagelser, når regeringer prøver at gøre for meget for hurtigt.

Mette Frederiksens teser og rigtige og forkerte valg

Hvad gør man når folk træffer forkerte valg? Det er i en vis forstand et af de vigtigste spørgsmål for politisk tænkning, og så vidt jeg kan se også den grundproblematik der ligger bag Mette Frederiksens seneste udmelding. Ideen er at hente Arbejderbevægelsens gamle ‘gør din pligt og kræv din ret’ betragtning frem og betone pligt-aspektet mere: borgerne, danskerne, er ikke bare forbrugere, men har også forpligtelser overfor hinanden. Denne betragtning fører tydeligvis over i solidaritets- og fællesskabstankegangen som står central i Socialdemokraterns ideologiske rødder. Det kan for eksempel ikke nytte noget at danskere ikke sørger for at deres børn får en sund kost, og udover at skade børnene ekspederer en større regning over til det fælles sygehusvæsen. Og det nytter ikke noget at alle giver pokker i miljøet når verden oplever accellererende global opvarmning. Nogle valg er forkerte, og borgerne bør derfor ikke træffe dem. Dette åbner for at nogle, politikerne og statslige institutioner, blander sig og får borgerne til at træffe de rigtige valg.

Det er ofte blevet gjort gældende, måske stærkest og mest berømt af Berlin i Two Concepts of Liberty, at dette rummer kimen til undertrykkelse, fordi det på en eller anden måde må fastsættes hvad der er de rigtige valg og hvad der udgør det gode liv, og hvilke valg der afviger fra det. Derfor søger liberale – det der måske bedre for at undgå begrebsforvirringen imellem amerikanske og europæiske politiske vokabularier kan betegnes libertarianere – at sætte individet fri (som navnet antyder) fra sådanne forpligtelser. Thatcher udtrykte det rammende da hun sagde, at samfundet ikke eksisterer – der er kun indidivider, og de bør have mulighed for at søge lykke som de finder det bedst og træffe præcis de valg, de ønsker. Dette suppleres ofte af en betragtning om at når visse valg er ‘forkerte’ så skyldes det eksistensen af velfærdsstatslige arrangementer der binder folks skæbner sammen, hvor alle ville have gavn af et system hvor alle selv traf valg og alene blev holdt ansvarlig for valgene – uden et offentligt sygehusvæsen ville det for eksempel ikke rigtig give mening at tale om en samfundsforpligtigelse til at undgå at blive ekstremt overvægtig. Desuden bør det ikke nødvendigvis være et mål at minimere antallet af ‘forkerte valg’: folk vælger selv hvad der er “det gode liv” for dem, og træffer selv deres egne valg; og gode eller dårlige, det må i bund og grund være egen sag.

Imidlertid, indvendes det ofte, er det ikke givet at resultatet af ‘forkerte’ valg uden videre kan isoleres til at være folks egen sag. Bestemte typer opvækst øger for eksempel sandsynlighed for at børn kommer ud i kriminalitet, hvilket selvsagt skader andre. Så selvom det er den kriminelles eget ansvar så eksisterer der samfundsmæssige sammenhænge man ikke kommer udenom. Denne adskillelse mellem handling og konsekvens gør at Lockes princip om at individet bør være frit til at gøre alt, der ikke skader andre, kan være mere problematisk end det umiddelbart forekommer. Spørgsmålet om, hvordan man som samfund skal forholde sig til det forhold at individer har det med at træffe “forkerte” valg er derfor uomgængeligt og essentielt ideologisk. Eller som Sartre gjorde til hjørnestenen i sin filosofi: mennesket er dømt til frihed og er derfor nødt til, dømt til, at træffe valg – og således selv et valg om, hvorvidt vi bør fordre rigtige og forkerte valg, eller ej.

At have “forkerte” valg indbefatter en risiko for tyranni og undertrykkelse. Imidlertid kan manglen på rigtige eller forkerte valg indebærer ligeledes en risiko for et samfund der løber af sporet i egoisme og forbrugerisme eller hedonisme, har både ærkekonservative tænkere som Leo Strauss og progressive tænkere som kommunitaristerne gjort gældende. Det er i denne liberalisme-kritik Frederiksen placerer sig ved at fordre forpligtelser såvel som rettigheder, selvom det nødvendigvis implicerer den forestilling om at nogle valg er bedre end andre, at der eksisterer et “godt liv” vi bør orientere samfundet henimod, altså netop det liberale vender sig imod. Hun skriver:

“Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo. På det seneste har vi oplevet danskere, der sætter sig ud over fællesskabet, når Nørrebro bliver raseret, folk går amok i trafikken eller snyder i skat. Tesen bekræfter, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Flere skal yde mere, og pligt kommer før ret!”

Hermed åbnes en politisk dimension, der differentierer Socialdemokraterne fra i hvert fald det liberale/libertarianske eller hvad man måske kunne kalde CEPOS-segmentet af det borgerlige Danmark. Som antydet ovenfor vil tankegangen samtidig finde klangbund hos konservative og mere traditionelle borgerlige, for hvem ‘ret og pligt’ og ‘yde før man skal yde’ bestemt heller ikke ligger fjernt, og ikke deler opfattelsen af at “samfundet ikke eksisterer”, altså at individers egne valg alene kan danne rammen for “det gode livs levelse” i Danmark. Strategisk såvel som ideologisk er det derfor en stærk udmelding: strategisk fordi det kan splitte eller svække den “borgerlige alliance” imellem liberalister, libertarianere, konservative og forskellige nationalsindede, og ideologisk fordi den, set fra et centrum-venstre synspunkt, rammer de udfordringer samfundet i stigende grad står overfor, og som ikke har noget som helst at gøre med økonomi og finanslovsbudgetter. Herved er det muligt at tale politik uden at blive fanget ind af en evindelig skattediskussion eller beløb som regeringen uden problemer kan overtrumfe ved at love flere penge. Obama har haft stor succes med at tale om mere “bløde” ting som håb og troen på et bedre USA. Måske vil det samme kunne fungere for Mette Frederiksen?

http://politiken.dk/politik/article488791.ece

(det ovenstående citat er fra teserne selv på Socialdemokraternes hjemmeside via link på artiklen der henvises til)

De økonomiske effekter af at afskaffe 25-øren

Fra 1. oktober forsvinder 25-øren. Det har Bendt Bendtsen nemlig besluttet.

“25-øren er så lidt værd, at den er blevet en unødig belastning, som banker og detailhandel har bedt sig fri for,” sagde Bendt Bendtsen i aftes til TV 2/NYHEDERNE.

Ifølge Bendt Bendtsen er det meget svært at finde nogen, der er kede af at slippe af med 25-øren.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10977450.html?forside

Nå, men her er altså en der er overmåde ked af at slippe af med 25-øren. Jeg synes det er grundlæggende tåbeligt ikke at have en møntfod der tillader små prisdifferentieringer, fordi det gør det vanskeligt at handle med forskellige varer af lav værdi. Mønten er bestemt ikke værdiløs – jeg tror de fleste ville lægge mærke til hvis fx en chokoladebar kostede 5 i stedet for 5,25. I løbet af et år kommer afrundingen til at indebære forholdsvis store beløb for de fleste danskere. Hvis man fx i 50 tilfælde på et år betaler kontant og kommer af med 50 i stedet for 25 øre fordi 25-øren er blevet udfaset svarer det til en årlig omkostning på 50*25 øre=12,5 krone. Det ville være mange penge at de facto betale for at komme af med 25-øren, der næppe generer ret mange forbrugere nok til at det vil være prisen værd – – så hvordan man end vender og drejer det så indebærer det en omfordeling fra forbruger til detailhandler, når man fjerner 25-øren (medmindre man da ligefrem forventer at profitmaksimerende detailhandlere vil ændre priser nedad når den kære lille mønt bliver afskaffet). Det vil givetvis også have en inflationær effekt når en mønt falder bort, og detailhandlere derfor i stor stil kan forventes at hæve priserne på varer der koster xx,25 til xx,50 osv. Jeg kan ikke erindre nogensinde at have set tal eller beregninger for hvor stor denne effekt er. Det er klart at det ikke kan have den store makroøkonomiske påvirkning, men det ville overraske mig hvis ikke effekten er statistik signifikant. Så afskaffelsen af 25-øren indebærer altså visse – indrømmet, små – tab for forbrugere og samfund, og gevinster for banker og detailhandlen.

SFs fremgang og hvordan Downs’ model rent faktisk fungerer i flerpartisystemer

Under Villy Sovndals ledelse har SF langsomt bidt sig fast i haserne paa Socialdemokratiet, og begynder endog at traekke nogle stemmer fra DF og de borgerlige partier. Det billede synes ikke at stemme overens med den maade man normalt taler om politik paa: politiske iagttagere og politikere har laenge talt om noedvendigheden om at vaere midtsoegende for at traekke stemmer, fordi man kun faar overbevist modstandernes vaelgere hvis man placerer sig taet paa dem, dvs. paa den politiske midte. Dette blev foert fremfoert af Downs (1957), som er noget naer det eneste politologiske studie i partipolitik der virkelig har faaet konsekvenser paa det praktiske plan: Downs opstiller en model hvor vaelgere stemmer paa det parti, der er naermest dem i en endimensionelt issue-rum, saa begge partier (han skriver primaert om USA) har incitamenter til at placere sig paa midten (hvis ikke de goer, og det andet parti goer, taber de valget). Altsaa: man vinder i politik ved at vaere midtsoegende, og naar der er taget hoejde for sofavaelgerne er det medianvaelgeren der afgoer valget. 

Men saa simpel er Downs’ historie bare ikke i et flerpartisystem, som Socialdemokraterne er ved at opleve i disse maaneder. For hvor et topartisystem kun har en ligevaegtssituation, hvor begge partier goer det bedste de kan givet hvad de andre partier goer, og ingen har incitamenter til at aendre strategi, naar de fleste modeller for flerpartisystemer frem til en situation uden ligevaegte! Hvis vaelgerne stemmer paa det parti der er taettest paa dem i et endimensionelt rum kan man nemlig ‘klemme’ modstanderen. Hvis SF fx placerer sig lige til ‘venstre’ for S faar alle de stemmer, der ellers ville have overvejet baade S og SF, samtidig med at de saa tilsvarende mister flere til EL. Da befolkningen ikke er uniformt fordelt, men mere klokkeformet-agtigt fordelt omkring den politiske midte, kan det give en samlet gevinst. Hvis alt bliver det samme har SF altsaa vundet ved denne manoevre. Maaske vil EL imidlertid forsoege at rykke mod hoejre og tage stemmer fra SF uden at miste stemmer, da der jo ikke er nogle partier paa deres anden flanke der kan opfange dem (selvom sofaen ogsaa kan inddrages i formelle modeller hvor vaelgere paa yderflojene bliver hjemme hvis ikke der er partier tilstrakkeligt taet paa). Og hvad goer S og R? Pointen er at partier ikke bare kan rykke mod midten, fordi de ogsaa maa overveje deres anden flanke, hvor et ryk mod midten kan give en blottelse. Det ser vi nu med Villy Sovndals fremmarch; hvis S havde haft held til at fravriste midtervaelgere fra V og K havde det maaske vaeret det vaerd, men som det er nu ser det skidt ud for S.

Dette forklarer hvorfor S har mistet stemmer til SF. Det kan forekomme oplagt, men det er vigtigt at forstaa at den Downsianske model som alle implicit taler om naar de snakker om partiernes taktiske placering langs hoejre venstre ikke forudsiger at partier klarer sig godt naar blot de er midtersoegende – der er flere dynamikker i spil i politik. For selvom man kan fravriste modstanderne stemmer mister man samtidig egne stemmer. Dette viser at partier har to maal der ikke altid er forenelige: at vinde regeringsmagten og at blive saa store som mulige. At vaere midtsoegende kan derfor have karakter af et kollektivt handlingsproblem eller endog chicken game for en politisk floj: Flojen har storst vinderchancer hvis et af partierne er centralt og kan fiske i den anden lejr, men lober samtidig en risiko for at de andre partier rykker med mod midten og tager mange af ens stemmer paa den flanke der saa bliver blottet. Alle har interesse i at nogle rykker mod midten, men det er ikke givet at noget parti har klar interesse i at goere det – det forudsatter at der er tilstrakkeligt med midtervalgere man kan fange ind som kompensation hvis ens flojvenner rykker med. Det var tilfaldet for Fogh da han erobrede den politiske midte, men da Thorning provede at gore det samme var valgerne allerede taget af Fogh, og derfor svarere at indfange. Desuden er der givetvis et storre vaelgersegment paa Venstres flanke som kunne indfanges af et K med en skarpere og lidt mere markant borgerlig profil, hvilket kunne tvinge Venstre til at rykke vaek fra midten for at gardere flanken, osv. osv. Samtidig kan der vaere en pris at betale i forhold til baglandet, ligesom man som politiker kan faa mindre personlig nytte af de politikker man kan gennemfoere ifald man vinder, hvilket opvejes mod sandsynligheden for at vinde og faa en ledende rolle saa man kan aendre vigtige ting, hvis man rykker mod midten. Med andre ord: Downs’ model er slet ikke saa simpel i et flerpartisystem, saa det med at rykke mod den politiske midte er ikke uproblematisk. Dette forklarer altsaa SFs fremgang i ren run-bestemte termer. Saa simpel er virkeligheden selvfolgelig ikke, men den spatielle afstand har bestemt stor betydning saa det er efter min mening vaard at betragte indgaende med formelle modeller.

Nye tal for dansk økonomi

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for den danske økonomi, hvilket altid er interessant, og måske særligt nu hvor de fleste spørger sig selv hvornår vi bliver ramt af problemerne på finansmarkederne og hvornår dampen går af den danske højkonjunktur. Januar havde ifølge et underskud på 1,3 milliarder på betalingsbelancens løbende poster, og forbrugerpriserne steg aggregeret med 3,1 procent i perioden 1. februar 2007 til 1. februar i år. Prisstigningen afspejler dog i høj grad at fødevarepriserne steg 7.0 procent, en stigning der for størstepartens vedkommende skyldes at fødevarepriser presses i vejret af den øgede brug af bioethanol. Det gør at marker i stigende grad udlægges til hvad der senere bliver til brændstof, så der bliver mindre udbud af andre landbrugsvarer, med det sædvanlige resultat at de bliver dyrere. Tallene virker i dette lys noget mindre ildevarslende, selvom højkonjunkturen nok er ved at flade ud, men de giver omvendt heller ikke giver nogen grund til mere optimisme.

http://www.dst.dk/

Lobbyisme og den politiske økonomi

Der lader nu til at være flertal for at genenmføre et register over hvilke kontakter folketingsmedlemmer har med lobbyorganisationer (http://politiken.dk/politik/article476293.ece) Det er en gammel betragtning at politikernes møder med lobbyister i “smoke-filled rooms” har negative konsekvenser, fordi det får politikerne til at følge lobbyisternes snarere end befolkningens interesse. Lobbyismen har fået meget stor opmærksom hed i den politisk-økonomiske litteratur der er vokset frem siden i statskundskaben særligt omkring public choice skolen og Mancur Olsons indflydelsesrige The Logic of Collective Action.

Olson applicerer public good begrebet fra økonomi til statskundskab. Et offentligt gode er kendetegnet ved at når det er der kan alle nyde det, og hvert individ får ikke mindre gavn af det selvom man deler det med andre – eksempler er hæren der forsvarer et land eller gadebelysningen. Det betyder dog at man kan nyde det hvad enten man betaler til det eller ej, så de fleste vil lade være med at bidrage. Det indebærer at offentlige goder oftest bliver underproduceret, medmindre staten griber ind og betaler for det over skattepengene.

Ifølge Olson er lobbyisme et offentligt gode for den gruppe af individer der vil drage gavn af det, således at alle forbrugere for eksempel får gavn af forbrugerbeskyttelseslovgivning, og alle firmaer i en bestemt branche får gavn af lobbyaktivitet til gavn for denne branche fx i form af subsidier eller gavnlig lovgivning. Fordi lobbyaktivitet har karakter af et offentligt gode er der en tendens til at det bliver underproduceret. Nogle grupper er dog bedre organiserede end andre, og vil derfor bedre kunne overkomme de problemer produktionen af et offentligt gode indebærer. Desuden har nogle aktører så store interesser i lobbyaktiviteten at de er villige til at betale for en given mængde selvom ingen andre i gruppen betaler.

Det indebærer, at der ikke behøver være nogen sammenhæng mellem hvor velorganiserede forskellige interessegrupper er, og hvor udbredte og intenst følte de interesser de repræsenterer er. Tværtimod er forskellige strukturelle forhold oftest afgørende for organisationsgraden af interesser.

Problemet med lobbyisme er dermed ikke så meget, at skumle lobbyister har hemmelige møder med politikere, men mere at nogle interesser slet ikke bliver organiserede og dermed artikulerede. Derfor har politikere ikke har ret stærke incitamenter til at disse interesser i betragtning, og får ofte heller ikke informationer om disse interesser, selvom det ud fra en betragtning om hvad der på et eller andet abstrakt plan ville optimere samfundsmæssig nytte ville være hensigtsmæssigt at følge disse interesser mere. For eksempel er alle forbrugere taberne, når der indføres handelsbarrierer, fordi varer bliver dyrere, mens en enkelt industri vinder ved det, men fordi tabet til den enkelte forbruger er beskedent er forbrugerne typisk meget dårligt organiserede. Og fordi hver enkelt forbruger har incitament til ikke at følge ret meget med i hvad der foregår politisk og sjældent er klar over at høje varepriser kan skyldes handelsbarrierer får dette ikke vælgerne tilat stemme på andre partier end de der har indført handelsbarriererne, medmindre handelsbarriererne bliver meget høje så folk ikke kan undgå at opdage, hvad der foregår. Den demokratiske proces er altså ikke i stand til at indfange interesser ligeligt, så organisationsgraden er afgørende for hvor stærke interesser er.

Et register over politikernes kontakter med lobbygrupper kan måske hjælpe på forskellige demokratiske problemer med lobbyisme, specielt fordi lobbyisme i nogen grad fungerer ved at lobbygrupper giver politikere meget selektive, men i reglen mere eller mindre faktuelle informationer der understøtter deres egne interesser. Der kan derfor være en gevinst ved at give politikere incitamenter til at mødes med en bredere kreds af interessenter. Det løser imidlertid ikke det fundamentale problem som er af strukturel karakter – så snart forskelige interesser er organiserede og kan tilbyde politikerne støtte i bytte for støtte, eller gå til pressen og skabe bøvl for politikerne, påvirker de politikernes handlingsincitamenter og skaber en asymmetri mellem hvordan forskellige hensyn vejes  imod hinanden i den politiske proces. Det er derfor kanske mere relevant at se på output-siden hvor lovgivning kan være udtryk for en problematisk og urimelig vægtning af hensyn til forskellige interesser. Og her løber vi ind i en ond cirkel, for grunden til at det ikke sker er jo netop, som Olson og andre har demonstreret, at politikerne kan slippe afsted med det; de har i reglen simpelthen ikke incitamenter til at gøre hvad der er samfundsmæssigt set bedst. Med andre ord: selvom der måske kan være gavnlige effekter af et lobbyisme-register så addresserer det ikke det dybereliggende problem med lobbyisme – og det er desværre vanskeligt at se hvordan det ville kunne gøres. Hvis det skal gøres kræver det altså nye ideer til hvordan den politiske output-side kan evalueres kritisk, og oversete interesser kan blive bragt ind i den politiske proces.

Mancur Olson (1971) The Logic Of Collective Action

Småstater og verdensmarkedet

Et af mine yndlingsstudier idenfor international politisk økonomi er Katzensteins Small States in World Markets (1985). Katzenstein betragter de strukturelle forhold som småstater oplever i verdenshandlen, og udleder en overbevisende politisk forklaringsmodel ud fra disse iagttagelser.

Katzensteins analytiske udgangspunkt er at småstater er åbne økonomier, fordi man simpelthen ikke kan producere alle de varer selv, som man har brug for. Man er nødt til at specialisere sig i nogle eksportartikler og importere resten. Herved er man som småstat mere afhængig end store økonomier af at kunne eksportere varer, da et underskud på handelsbalancen selvfølgelig ikke kan opretholdes i længden. Småstater oplever derfor et større pres for at sikre deres konkurrenceevne end større stater, ligesom omkostningerne ved en for lav konkurrenceevne vil være mere mærkbare i hele samfundet.

Småstater er derfor nødt til at være meget opmærksomme på deres konkurrenceevne. Katzenstein bemærker at de europæiske småstater har opbygget korporatistiske strukturer med centrale lønforhandlinger og statlig indblanding i arbejdsmarkedet. Staten giver “domestic compensation” i form af social sikkerhed for de, der mister deres arbejde, for at undgå uro på arbejdsmarkedet, da strejker og ustabilitet vil ødelægge konkurrenceevnen. Samtidig betyder den centrale organisering af arbejdsgivere og abejdstagere at begge parter har en forståelse for behovet for at sikre konkurrenceevnen. 

Katzensteins studie viser derfor hvordan korporatistiske strukturer og socialdemokratiske sociale sikkerhedsnet historisk har kunnet lade sig gøre (selvom det næppe udgør hele historien). Det er værd at bemærke, at social sikkerhed og velfærd ifølge denne analyse faktisk kan sikre konkurrenceevnen og derfor indirekte have en gunstig økonomisk effekt – et område der dog ikke er forsket så meget yderligere i. Desuden understreger studiet behovet for småstater om at sikre deres konkurrenceevne. Et sådant behov eksisterer også i dag, og arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik og andre politikområder må ses i forhold til landets konkurrenceevne.

Dansk politik i en højkonjunktur

Hvorfor stemmer vælgere som de gør? Det er en veletableret ide indenfor statskundskaben at valg afgøres af vælgernes evalueringer af, hvor stor nytte de og landet har af at hvert parti vinder. For eksempel argumenterer Downs (1957) i sit klassiske studie af stemmeadfærd for at vælgere tillægger partiernes sejr en værdi theta, og så stemmer for det parti man får størst nytte af vinder. Denne nytte, mener Downs, afhænger primært afhænger af “past performance”, fordi man jo kan løbe fra kampagneløfterne, mens det man allerede har gjort er en bedre indikator (omend ikke perfekt) for hvor godt et parti har været til at lede landet. Ifølge Downs er det primært økonomien, som vælgerne kigger efter, fordi det er det vigtigste spørgsmål, og fordi man i reglen løbende får oplysninger om landets økonomiske situation. Det følger heraf at en siddende regering står stærkere, hvis økonomien er stærk, og omvendt hvis økonomien er svag eller for nedadgående.

Den danske økonomi har været inde i en højkonjunktur i de senere år, så det er egentlig ikke en overraskelse at Venste har siddet solidt på regeringsmagten. Hvorfor skulle man skifte Fogh Rasmussen ud, når økonomien går godt, og der ikke lader til at være andre graverende problemer som Socialdemokraterne bedre ville kunne tage sig af? En del af Socialdemokraternes problem har altså været at landets økonomi har været stærk de senere år, præcis som man ville forvente mens landet har været inde i en højkonjunktur. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at man aldrig som oppositionsparti kan vinde et valg i en højkonjunktur, men det er måske værd at tage med når man evaluerer “hvad der gik galt”: http://www.berlingske.dk/article/20080126/politik/80126043/

Downs (1957) An Economic Theory of Democracy

For en nyere og mere veludviklet model se fx Fiorina (1977) An Outline for a Model of Party Choice, American Journal of Political Science

Røde CEPOS

Efter mit indlæg forleden om Ritt Bjerregaards Røde Skole har jeg moret mig lidt med at overveje, hvordan en socialdemokratisk pangdang til CEPOS ville se ud (og i øvrigt også hvordan en socialkonservativ, og en venstreorienteret, ville se ud, men nu holder jeg mig til en socialdemokratisk en af slagsen!). 

Sagen er jo, at der ikke rigtig eksisterer et sammenhængende socialdemokratisk samfundsvidenskabeligt tankesæt efter den “socialdemokratiske konsensus” der tidligere rådede i samfundsvidenskaberne, er splintret. Der findes ikke en pangdang til Virginia-skolen, ligesom der næppe findes politiske tænkere der kan overføres ligeså gnidningsfrit som fx Nozick, Rothbard og Smith er blevet det i de libertarianske miljøer, til en syntese af økonomisk teori, politologi og politisk tænkning. Keynes skrev: “Practical men, who believe themselves to be quite exempt from any intellectual influences, are usually the slaves of some defunct economist”. Jeg tror det i høj grad er rigtigt, så når socialdemokraterne står svagt i intellektuelle miljøer svækker det også deres politiske gennemslagskraft (selvom jeg kan siges at være en smule forhåndsindtaget når jeg påpeger betydningen af intellektuelle miljøer).

Så her kommer et bud :

– Giddens: The Third Way 

– Galbraith: The Affluent Society.

– Stiglitz: Economics of the Public Sector. En god public finance bog for at kunne tale for en pareto-optimerende social planner stat, og en god forståelse af eksternaliteter og markedsfejl, især markedsfejl eksternt for markeder såsom forurening.

– forskellig communitarian litteratur kunne være en interessant vej at gå for socialdemokrater, fx manifestet paa: http://www.gwu.edu/~ccps/platformtext.html

– Katzenstein (1985) er et studie jeg selv holder meget af, og det er virkelig socialdemokratisk og forsvarer korporative arrangemneter i småstater, men jeg er nu ikke helt overbevist om at argumentet stadig holder— det internationale klima har ændret sig (data er fra 60erne og 70erne så vidt jeg husker) og ideen med at give compensation til arbejdskraft for at sikre konkurrenceevnen fungerer måske ikke i et moderne videnssamfund.

– Så skal der selvfølgelig være en masse om flexicurity… altså den danske arbejdsmarkedsmodel.

– Marshall (1963) 

– Der skal vel være noget om lighed. Her er McCallums klassiske studie jo oplagt, ligesom man nødvendigvis må forholde sig til Berlins Two Concepts of Liberty, der udgør et meget stærkt angreb på det socialdemokratiske forsvar for lighed.

– Putnams social capital teori er et interessant forskningsmæssigt nybrud. Den kan ikke bruges til at forsvare velfærdsstaten som sådan, selvom jeg har set det gjort – det viser sig at den høje grad af social kapital i Norden var der før velfærdsstaten kom frem, så hvis man mener der er sammenhæng mellem disse to fænomener må det snarere være, at den høje grad af social kapital muliggjorde en nordisk velfærdsstatsmodel. Men man kunne måske viderevikle ideen?

– Self: Government by the Market?

– Mackie 2003 Democracy Defended er en god (mod)kritik af social choice kritikken

Jeg synes det er lidt tyndt, sådan intellektuelt set. Men  det er vel symptomatisk (Medmindre selvfølgelig at jeg har overset/ikke har kendskab til vigtige bidrag) – det er jo det nye højre der har “the big mo” som de siger i amerikansk politik!

NB: denne post bliver løbende opdateret