Et kosmopolitisk Europa

Anders Fogh Rasmussen nævnes stadigt oftere som en kandidat til posten som præsident for EU, som Lissabon-traktaten opretter. Han har ry for at være kompetent og pro-europæisk med et succesfuldt roterende EU-formandsskab bag sig. Desuden har han et godt trans-atlantisk forhold og er efter sigende ved at være habil til fransk, ligesom det at komme fra et lille land kan være en fordel, da det ikke forrykker magtbalancen mellem de store. Den væsentligste ulempe siges at være Danmarks undtagelser, som Fogh allerede har meldt klart ud at han agter at sende til folkeafstemning, eller i hvert fald nogle af undtagelserne.

Når det anses for en ulempe at Foghs land ikke er fyldgyldigt EU-medlem skyldes det naturligvis den forventning om at EU bevæger sig mod en fast politisk størrelse med klare spilleregler,  ansvarsområder og så videre. Det er altså en slags anormalitet når lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Irland vælger at stå udenfor dele af samarbejdet. Det er dog værd at bemærke, at det ikke nødvendigvis er den rigtige model for EU, eller den ordning der vil blive realiseret i fremtiden.

I deres bog,  the Cosmopolitan Europe, gør sociologerne Ulrich Beck og Edgar Grande således gældende, at denne stræben efter en europæisk finalitet måske er forkert, og måske ekstra problematisk fordi denne logik i høj grad læner sig op ad den nationalstatslogik med en klart defineret os – de andre, som mange håber EU kan gøre op med. Ifølge Beck og Grande er det muligt i stedet at have et EU med overlappende grænser og forskellige grader af integration. For dem er et Europea i flere hastigheder altså ikke et skræmmebillede, som det ofte er i den offentlige debat, men snarere en måde vi måske kunne indrette EU og Europe på politisk. Ifølge Beck og Grande er den nationalstatslige måde at gribe tingene an og ikke mindst forstå tingene forældet, og EU kan på mange måder bedre karakteriseres som et “imperium” i den forstand at der udøves forskellige grader af magt i forskellige egne, uden at det svarer til den klassiske indenrigs- og udenrigspolitiske skelnen.

Den debat Beck og Grande prøver at knytte an til er altså, at når EU netop ikke er en ny stat i traditionel forstand, så er det kontraproduktivt at prøve at forstå EU som sådan og tvinge en statslig skabelon ned over unionen. I stedet for at se undtagelser som noget i bund og grund uønskværdigt og midlertidigt kunne man se det som udtryk for, at forskellige dele af EU bare har forskellige ønsker til, hvor “tæt” de ønsker at være på EU, og at det er noget EU både kan og bør kunne forholde sig til.Set i denne optik kunne det ligefrem være en fordel at vælge Fogh Rasmussen som EU-præsident, fordi det netop kunne cementere, at det ikke i sig selv er et problem at nogle lande ikke er fuldgyldige medlemmer, men at EU må acceptere og kan håndtere forskellige grader af samarbejde.

Økonomisk vækst som et kollektivt handlingsproblem

De mest gængse teorier om økonomisk vækst identificerer en række variable, for eksempel sikre ejendomsrettigheder og økonomiske friheder, der er positivt korreleret med økonomisk vækst. Dette gøres ud fra statistisk analyse med et stort datamateriale og en lang række variable. Det er selvfølgelig en fornuftig og god måde at analysere vækstens årsager på, men der findes også andre forklaringstyper som er værd at se nærmere på. En af disse er Olsons teori om økonomisk vækst som et kollektivt gode problem.

Et kollektivt gode er kendetegnet ved, at alle kan nyde det så snart det er der, for eksempel gadebelysning og et lands forsvar. Det betyder ofte, at ingen har incitament til at bidrage til finansieringen af det, fordi de vil kunne få gavn af det selvom nogle andre står for at købe det. Denne free-rider problematik antager derfor ofte karakter af det famøse fangernes dilemma, hvor alle spillere har incitamenter til ikke at bidrage, selvom alle ville være bedre stillet hvis de gjorde. Ifølge Olson kan det også være tilfældet med økonomisk vækst: alle vil blive bedre stillet af det, men for at få væksten er nogen nødt til at gøre en indsats, samtidig med at de andre vil kunne få del i væksten uden at gøre noget. Det kunne være at give afkald på velerhvervede rettigheder eller betale for forskellige investeringer i vækstindustrier eller forskning. Resultatet er ofte at der ikke gøres tilstrækkeligt, eller slet ingen ting, for at opnå økonomisk vækst.

Hvis et land skal have økonomisk vækst er det altså – i hvert fald nogle gange – nødvendigt at vigtige interessegrupper bidrager. Det kunne være at arbejdstagerorganisationer er nødt til at acceptere massefyringer, som i de tidligere halvfemsere hvor USA omstillede sig til en økonomi med mindre industri og mange IT-tjenester og dermed opnåede en lang vækstperiode i Clinton-årene, eller at de velstillede er nødt til at acceptere højere inflation end ellers for at bringe økonomien ud af et stagnationsdødvande med en finanspolitisk udvidelse (selvom spørgsmålet om finanspolitik selvfølgelig er mere ømtåleligt og kompliceret end dette). Man kunne derfor forvente at lande, hvor forskellige grupper har lettere ved og tradition for at samarbejde og koordinere deres handlinger, vil have en tendens til højere vækst. Fangernes dilemma problematikker kan netop overvindes af spillerne selv ved gentagne interaktioner og troværdige kontraktindgåelser, ligesom gensidig tillid imellem forskellige interesser, særligt arbejdsmarkedets parter, skulle være gunstigt for økonomisk vækst. Alternativt kan problemet overvindes ved at staten griber ind, for eksempel ved at købe det offentlige gode og kræve pengene ind over skatten, som velfærdsøkonomi viser.

Det lader altså til at statsdirigering og korporatisme i nogle tilfælde kan være gavnligt for økonomien. Det betyder selvfølgelig ikke, at det altid er tilfældet. Olson selv pegede på en anden vigtig forklaring på økonomisk vækst: over tid opstår der i et politisk system stadigt flere organiserede interesser i form af interessegrupper, der kræver “rent”, altså penge fra de andre. Denne uproduktive anvendelse af samfundets resourcer sænker investeringerne, og hæmmer dermed væksten. Denne dobbelthed kan måske forklare, hvorfor både økonomier med høj grad af økonomiske friheder som den amerikanske, og med høj grad af statsstyring som i de nordiske økonomier, i perioder har oplevet høj økonomisk vækst. Nogle gange handler det måske ikke så meget om økonomiens interessegrupper, primært arbejdsmarkedet parter, per se, men mere om hvad de foretager sig og hvor tilbøjelige de er til at bidrage til økonomiske fremgang snarere end free-ride på andres bestræbelser.

Olson (1965) The Logic of Collective Action

Olson (1982) The Rise and Decline of Nations