Præsidentvalget, finanskrise, minoritetsstemmer og Bramley-effekten

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig sin afslutning, og det tegner til at blive en tæt affære. Obamas solide forspring er væk, og selvom Obama-kampagnen har langt flere midler og frivillige er McCain stadig med i ræset.

Udviklingen i den amerikanske økonomi som følge af de finansielle problemer er givetvis til fordel for Obama, både fordi Demokraterne traditionelt har stået stærkere på en arbejdsløshedsdagsorden, og fordi McCain åbent har erkendt at økonomi er hans svage side – noget valget af Palin til vicepræsidentkandidat bestemt ikke retter op på. Hvis krisen forværres vil det derfor kunne sikre Obama sejren, og udviklingen i den amerikanske økonomi og verdensøkonomien udgør en vigtig ubekendt i præsidentvalget.

En anden vigtig ubekendt er, i hvor stort omfang Obama på valgdagen formår at mobilisere de sorte og latinamerikanske stemmer, som tidligere har haft meget lav valgdeltagelse og i stort omfang støtter Obama.

En tredje ubekendt er hvor vigtig den såkaldte Bramley effekt bliver. Dette refererer kort sagt til det forhold at Obama er (halvt) sort. Bramley var en borgmesterkandidat i Los Angeles som i alle meningsmålinger havde et solidt flertal, som forsvandt på valgdagen. Det indikerer at mange vælgere føler det er politisk korrekt at sige Bramley, fordi de ikke vil stå ved at race enten bevidst eller ubevidst påvirker deres vælgeradfærd. Hvis erfaringerne fra Los Angeles kan generaliseres, så er tæt løb mellem de to præsidentkandidater i meningsmålingerne i realiteten lig med en McCain-føring.

Er spillet ude for Clinton?

Som de fleste politisk interesserede har jeg ikke kunnet dy mig for at komme med analyser og forudsigelser omkring det amerikanske primærvalg (https://wodin.wordpress.com/2008/01/31/21/), selvom jeg nu ikke kan påstå at jeg er en speciel kender af amerikansk politik. Mine bud er derfor næppe bedre end de blogs jeg læser. En af disse er den efter min mening fremragende http://www.realclearpolitics.com/horseraceblog/ der bringer et indlæg om Clintons valgchancer. Her gør bloggeren opmærksom på at Clinton kun er 2 procentpoint fra Obama i popular vote, altså med hensyn til det samlede antal stemmer. Når hun er noget mere bagud i forhold til antallet af stemmer ved Demokraternes konvent skyldes det valgsystemet Demokraterne bruger, der ikke giver streng proportionalitet. Hvis hun vinder i Texas eller Ohio vil hun, sammen med Florida og Michigan hvor hun vandt uden ret meget kamp da disse stater på forhånd var blevet diskvalificerede, kunne vinde the popular votes. I så fald vil hun kunne kritisere Demokraternes valgsystem for at være urimeligt – ligesom da Demokraterne vandt flest stemmer, men ikke præsidentposten dengang Gore tabte til Bush – og hævde at hun er den rigtige, legitime kandidat. Og hvis afgørelsen kommer til at ligge hos de superdelegerede, der ikke er bundet af nogle mandater fra partivælgere, være meget vigtige. Hvis den analyse er korrekt har Clinton stadig en reel chance: det er trods alt noget lettere at overhale Obamas 2 procentpoints forspring på popular vote end hans overbevisende forspring i delegerede. Som Horseraceblog skriver:

“This means the race is tighter than many people believe. While Clinton has to win something like 75% of the remaining pledged delegates to overtake him in that count – she only has to win about 53% of the vote to overtake him in the count that includes Florida. “

 

Politologisk teori om det amerikanske primaervalg

En blog jeg laeser regelmaessigt bringer en kort og interessant gennemgang af den politologiske litteratur om amerikanske primaervalg. Bloggen er drevet af statskundskabsprofessor Josep Colomer og er meget anbefalelsesvaerdig: http://jcolomer.blogspot.com/ (det kan vaere man er noedt til at scrolle lidt rundt paa bloggen for at finde indlaegget om primaervalget efterhaenden som han poster flere indlaeg)

Ifoelge Colomer er der overordnet tre forklaringsmodeller til primaervalgene. Den ene er, at resultatet er stoerre polarisering, fordi partimedlemmerne typisk er laengere fra den politiske midte end den brede befolkning, og at de valgte kandidater derfor ogsaa typisk er mere polariserede end den almene amerikanske vaelger. Den anden model er at primaervalgene er i bund og grund uforudsigelige fordi der er irrelevante kandidater, (der ligger en del meget teoretisk og matematisk saakaldt social choice teori bag det her), og fordi der sker saa mange ting der bare er umulige at forsudsige undervejs. Den tredje forklaringsmodel er at der eksisterer et “usynligt primaervalg” hvor det handler om at opnaa “electability”. Nogle empiriske modeller fremhaever, at en kandidat der naar op paa omkring 40 % af stemmerne i nationale meningsmaalinger bliver valgt, delvist fordi partiledelsen begynder at bakke om om vedkommende og delvist fordi han i vaelgernes oejne bliver en “uundgaaelig kandidat”. Saa sagen er vel, som Colomer goer opmaerksom paa, at politologerne efterhaanden er ved at have en rimelig forstaaelse af hvilke forhold man boer kigge naermere paa naar man vil analysere amerikanske primaervalg, men at modellerne stadig er en temmelig begraenset hjaelp.

Super Tuesday

Vi er efterhaanden meget naer Super Tuesday. McCain har, isaer efter Florida, skilt sig ud og ligner et ret sikkert bud paa en vinder; selvom Romney ikke er afskrevet endnu. De andre kandidater er reelt chanceloese.

Hos demokraterne er det stadig taet loeb. Ted Kennedys endorsement af Obama kan faa betydning, og jeg har svaert ved at vurdere hvor stor. Mine amerikanske venner mener at det kan vaere afgoerende. Jeg tror selv mere paa at Hillary tager nomineringen, da hun tilsyneladende staar noget staerkere end Obama i de store stater paa Oest- og Vestkysten. Californien kan dog svinge til Obama, der i saa fald har rigtig gode chancer. Men hvis Hillary ikke bringer sig foran paa tirsdag, saa tror jeg Obama tager nomineringen. Hillary har mistet opbakning i partiet og blandt demokratiske meningsdannere paa grund af sin haarde personlige kampagne mod Obama, samtidig med at Obama er ved at faa gang i et godt “mo” – men han mangler altsaa lidt for at staa rigtig godt paa tirsdag.

Hvad selve praesidentvalget angaar saa tror jeg McCain vil tage den imod Clinton, men faa taet loeb imod Obama – dog med den vigtige caveat at udenrigspolitiske haendelser vil kunne prime udenrigspolitisk kompetence, og det vil alt andet lige styrke McCain i forhold til begge demokrater. Hillary er saa forhadt at McCain vil kunne mobilisere de konservative kraefter, der ellers ville svigte ham pga. hans midtsoegende kurs, og – tror jeg – staa bedre hos de uafhaengige. Imod Obama har McCain fordelen af erfaring, men Obama har muligheder hvis han kan faa midtervaelgerne til at koebe hans fornyelses-dagsorden. Desuden burde Obama staa staerkt i forhold til at fundraise og faa aktiviststoetter i forhold til baade Hillary og McCain.

Hvor høje bør træer være?

Den republikanske Mitt Romney har været på turné i sin barndomsstat Michigan i håb om at vinde opbakning til sit kandidatur som republikanernes præsidentkandidat. I den forbindelse kom han med følgende punchline:

“Here in Michigan, the skies are cloudy all day, the trees are all the right height, people talk without an accent and most of the cars on the road are American made — as they ought to be,” he said.

Kilde: http://www.nytimes.com/2008/01/14/us/politics/14romney.html?_r=1&oref=slogin

Gad vide hvor høje træer bør være?

Denne guldkorn så jeg på Dani Rodriks meget anbefalelsesværdige blog om udviklingsøkonomi. Manden er økonomiprofessor på Harvard. http://rodrik.typepad.com/